Film og scenekunst - præmieringer 2006

 

Det er kunstnere, som har markeret sig med talent og kommunikerende overskud - og som derfor har gjort en forskel på en inspirerende måde: elegant provokerende, seriøst underholdende eller bare: stærkt.

Instruktøren Tove Bornhøft
Tove Bornhøft modtager 100.000 kr. i præmiering for forestillingen ”Blah Blah Blah”.

Hun har med Blah Blah Blah hos Teater Rio Rose lavet en iscenesættelse, der udfordrer både børn og voksne. Via forestillingens sprog og poetiske situationer, skaber hun tilgang til svære filosofiske emner som selvbedrag og livsløgn – det hele set igennem en skæv, humoristisk og meget menneskelig optik.

Forfatteren Anna Bro og instruktøren Moqi Simon Trolin
Anna Bro og Moqi Simon Trolin præmieres med i alt 100.000 kr. for deres arbejde på forestillingen ”Sandholm” på Mungo Park.

Med blændende humor, grotesk alvor og et stort realistisk researcharbejde viser Anna Bro og Moqi Simon Trolin billeder fra hverdagen i flygtningelejren Sandholm. Billeder, som i skrækkelig grad minder om forsømte menneskers virkelighed udenfor scenen. På den måde placerer Mungo Park sig i 1. række for politisk aktuelt teater.

Scenografen Kim Witzel og kostumieren Anja Vang Kragh
Kim Witzel og Anja Vang Kragh præmieres med 100.000 kr. for deres indsats og vision i forbindelse med forestillingen ”GASOLIN”.

Kim Witzel og Anja Vang Kragh har med usædvanlig billedkraft fået den musikalske superinstallation ”GASOLIN” til at leve som et tredimensionelt mesterværk på Østre Gasværk.
Anja Vang Kraghs mærkelige kostumer og Kim Witzels levende scenografi smyger sig op omkring Gasolin og Larsens tekster, og gør det jordnært og temmelig abstrakt på samme tid.

Instruktøren Christoffer Boe og skuespilleren/fotografen Nicolas Bro
Christoffer Boe og Nicolas Bro præmieres med i alt 100.000 kr. for deres nyskabende værk ”Offscreen”.

Boe og Bro gik onscreen med ”Offscreen” og leverede årets pinligste seancer med Nicolas Bro som sig selv og ikke sig selv i en håndholdt installation. Selvet i midten som håbløs voyeur og iagttager til livet udenom.

Instruktøren/dokumentaristen Anders Østergaard
Anders Østergaard modtager 100.000 kr. i præmiering for sit talentfulde arbejde med dansk dokumentarfilm og specielt for ”Gasolin”.

Hans film om Gasolin bragte folk i biografen for at se dokumentarfilm. Ikke kun fordi det er historien om et populært rockband, men fordi filmen er fortalt med et stort overskud og en fantasi, som løfter fortællingen ind i et flerdimensionelt univers, som bliver til Anders Østergaards helt egen stil.

Satirikeren og instruktøren Anders Morgenthaler
Anders Morgenthaler modtager 100.000 kr. for sin film "Princess".

En animationstegnefilm og alligevel et særligt blandingsprodukt, hvor reelle filmoptagelser kompromisløst smelter ind i en grusom historie om misbrug af et barn. Et rørende tema - langt væk fra Morgenthalers ellers velkendte satiriske komik - og så alligevel ikke - når det groteske finder sin dystre farve.

Koreografen Tim Rushton
Tim Rushton modtager 100.000 kr. for forestillingen ”Requiem”.

Tim Rushton formår at skabe et virtuost ingenmandsland fyldt med stor poetisk skønhed og med talrige variationer over et evigt stort tema, nemlig døden som den endegyldige afsked. Han gør det med eminent sans for gribende, grusomme, kolde og ritualiserede billedabstraktioner, men også med så meget poetisk luftigt nærvær, at hans ballet bliver til en hyldest til livet.

Yderligere oplysninger fås hos formand for Statens Kunstfonds udvalg for film og scenekunst, Ole Bornedal på email:

Sidst opdateret af Kunststyrelsen 19. september 2007. Ansvarlig: Ann Berit Sourial.