Kunst & globalisering
Kunstrådet lod i 2004 udarbejde en rapport om det internationale kultursamarbejde, KIU-rapporten, og rådets internationale arbejde vil fortsat tage udgangspunkt i rapportens hovedanbefalinger:
- Kunstnerisk kvalitet skal være udgangspunkt for valg af projekter, der støttes. Kvaliteten bedømmes af rådet eller dets udvalg.
- Relevant interesse og efterspørgsel udefra bør være en forudsætning for støtte til projekter eller produktioner i udlandet.
- Kunstrådet vil prioritere støtte til nøje udvalgte geografiske og faglige fokuspunkter.
- Gensidighed i kunstudvekslingen bør være en forudsætning for at få dansk kunst ud i verden.
- Kunstrådet vil bidrage til at styrke kunstens og kulturlivets nationale og internationale faglige netværk, skabe mødesteder og platforme for dialog og sikre den nødvendige koordinering frem for at søge nye institutioner opbygget.
- Tilskudsmodtagere og partnere skal sikres den størst mulige synlighed i modtagerlandet, og der skal ske en opfølgning på projekterne, så kontakter vedligeholdes.
- Gennem systematiske evalueringer vil Kunstrådet sikre, at resultaterne i de enkelte projekter synliggøres. Evalueringer skal medvirke til at belyse relevante problemstillinger og dermed bidrage til en udvikling af det internationale arbejde.
I denne forbindelse vil Kunstrådet lægge vægt på, at globaliseringen ændrer samarbejdsmønstrene i det internationale kunstliv. Den geografiske placering af samarbejdspartnere og målgrupper er ikke nødvendigvis sammenfaldende kunstarterne imellem. Inspirationskilderne findes ikke længere hovedsageligt i Vesteuropa og Nordamerika, men for eksempel også i Sydøstasien og Mellemøsten. Kunstrådet vil derfor søge i sin støttepolitik at tilgodese disse nye tendenser.
Læs mere om dette indsatsområde i Kunstrådets handlingsplan 2007-2011(pdf, 47 sider)
Sidst opdateret af mallun 21. januar 2008. Ansvarlig: Lisbet Vestergaard.
Tilmelding til Kunstrådets Nyhedsbrev
