U-TURN
- kvadriennale for samtidskunst 2008
I efteråret 2008 lanceres U-TURN, den første internationalt anlagte kvadriennale for samtidskunst i Danmark. Begivenheden vil have karakter af en festival bestående af en række udstillinger på forskellige kunstinstitutioner i København, i bygninger i det gamle Carlsberg bryggeri i Valby, samt forskellige steder i det københavnske byrum. Desuden vil projektet have en række satellitter forskellige steder i provinsen og i udlandet.
I løbet af foråret 2007 har U-Turn arbejdet med deres såkaldte META-UDSTILLING som, gennem talks, performances, film, seminarer med mere, leder frem til selve festivalen . METAUDSTILILNGEN har således indtil nu budt på bl.a. konferencen " Challenging East-West Art Map" samt talrige foredrag fra både danske og udenlandske indslag under overskriften DET KANON!
Temaer
Kvadriennalens udstillinger og aktiviteter vil være inspireret af tre begreber, der spiller en central rolle inden for den aktuelle kunst- og kulturdebat.
• Det ny Europa: efter murens fald og EU-udvidelserne er kulturlandskabet i Europa i forvandling og kunstscener blomstre med fornyet kraft i Øst- og Centraleuropa.
• Kulturel oversættelse: den proces, hvor forskellige kulturer, verdenssyn eller værdisystemer gensidigt forsøger at forstå den anden position med sit eget sprog, og sig selv med den andens sprog; det er en proces, hvor det uforståelige er en kreativ udfordring snarere end en hindring.
• Performativitet: kunstnerisk arbejde, der lægger vægt på den bevægelse, handling, interaktion, iscenesættelse og aktivitet.
Det er Kunstrådet der har taget initiativ til og ydet støtte til denne første internationale Kvadriennale i Danmark.
Sidst opdateret af Kunststyrelsen 23. oktober 2007.
