Spørgsmål og svar
For Statens Kunstfond:
Kan jeg søge de livsvarige ydelser?
Nej, disse uddeles af udvalget.
For Kunstrådets Litteraturudvalg:
Kan jeg søge, hvis jeg ikke har udgivet to værker
Du kan godt søge, men du skal være klar over, at Litteraturudvalget sjældent dispenserer fra dette kriterium.
Hvor mange bilag skal jeg lægge ved min ansøgning?
Du skal tænke på, at din ansøgning bliver kopieret og sendt ud til udvalget, så medlemmerne kan forberede sig før et uddelingsmøde. På grund af de mange ansøgninger, vil hver ansøgning normalt ikke blive kopieret med mere end ca. 10 sider. Tænk derfor på, hvordan din ansøgning inklusiv synopsis og eventuelt tekstprøve præsenterer sig bedst på max 10 sider.
Skal jeg sende tidligere udgivne bøger med?
Det kan du godt, men der bliver ikke kopieret fra dem. De vil til gengæld blive lagt frem under uddelingsmødet, så udvalget kan orientere sig i et eventuelt ikke-kendt værk.
Får jeg min ansøgning retur?
Nej, vi returnerer ikke ansøgninger efter brug, men hvis du har sendt værker med din ansøgning, får du dem retur.
Hvis ansøgningsfristen er en søndag, hvad gør jeg så?
Falder ansøgningsfristen på en lørdag, søndag eller helligdag, er rettidig modtagelse den førstkommende hverdag med posten eller inden kl. 16 per e-mail eller ved personlig aflevering.
Er det godt nok, hvis ansøgningen er poststemplet den dag, der er frist?
Nej, ansøgningen skal være sendt i så god tid, at det kan forventes, at den vil nå frem til Kunststyrelsen den dag, der er frist.
Må jeg sende min ansøgning pr. e-mail?
Ja, det må du godt. I så fald skal vi have modtaget den senest klokken 16.00 den dag, der er ansøgningsfrist.
Kan jeg aflevere min ansøgning personligt?
Ja, du kan komme og aflevere din ansøgning i Kunststyrelsen indtil klokken 16.00 den dag, der er ansøgningsfrist.
Behøver man at vedlægge en synopsis eller en tekstprøve?
Kunstrådets Litteraturudvalget yder støtte til bl.a. forfatteres konkrete arbejder, derfor skal udvalget ved vurderingen af ansøgningen kunne se, hvad der søges til. Udvalget har derfor besluttet, at der som minimum skal vedlægges en synopsis på det værk, der søges støtte til; men du må også meget gerne vedlægge en tekstprøve, så udvalget kan se, hvordan du arbejder med stoffet på detaljeplanet.
Er det mig eller mit forlag, der skal søge om støtte til udgivelsen af min nye bog?
I har begge mulighed for at søge. Husk bare altid, at det skal fremgå klart, at der truffet aftale om udgivelsen, og ansøgningen skal indeholde en tekstprøve fra udgivelsen og et budget, der ud over alle udgifterne også viser det forventede salg af bogen.
Sidst opdateret af jowope 15. november 2007. Ansvarlig: Litteratur.

