Dansk kunst åbner Arabisk Kulturby 2008 i Damaskus
Generelsekretæren for den arabiske kulturby var i København i november 2007 med henblik på udvælgelse af dansk kunst og kultur til visning under arabisk kulturby 2008.
Det danske teaterkompagni VISION3, der gennem de sidste seks år har skabt opmærksomhed omkring sig ved at have skabt en stribe stærkt visuelle forestillinger i Danmark og New York (bl.a. Den 3. Tango, True love is Yet to Come og Miraklet) har fået den prestigefyldte opgave at stå for den officielle åbning af Arabisk Kulturby 2008, Damaskus.
VISION3, som har været visuelt nyskabende med deres innovative brug af 3D i teater og kunst, fik opgaven, efter at kulturbyens generalsekretær Dr. Hanan Kassab-Hassan blev præsenteret for deres arbejder under Kunststyrelsens besøgsprogram i november 2007.
Instruktøren Mikael Fock og hans team fra VISION3 arbejder pt. på højtryk i Damaskus på at gennemføre et ambitiøst koncept, der bygger på en stribe gamle såvel som nye arabiske tekster, der går på tværs af kulturer og religioner.
Mikael Fock udtaler: "Vi vil iscenesætte den arabiske kultur på en ny måde og gennem nye måder at skabe billeder på. Sammen med en syrisk instruktør har vi skabt seks rejser gennem den arabiske labyrint. Det er rejser, der via ornamentikken og kalligrafien fører tilskueren helt ind i myten om Edens have. En tværkulturel myte, der binder Østen og Vesten sammen."
Åbningen finder sted d. 19. januar på Operaen i Damaskus.
For yderligere oplysninger kontakt:
Mikael Fock, instruktør - tlf. 2072 7878
Darriann Riber, seniorrådgiver i Kunststyrelsen - tlf. 3374 4563
Sidst opdateret af sorkro 17. januar 2008. Ansvarlig: Søren Krogh.
