Made in Denmark
Dansk møbeldesign nåede sent fredag helt til tops på Storbritanniens førende designmesse, der finder sted i denne uge på Earls Court-centret i London. 100% Design belønnede i samarbejde med det førende britiske design- og arkitekturmagasin, Blueprint, den danske stand, Made in Denmark, med hovedprisen for "bedste bidrag".
Den eftertragtede pris gives til den udstiller, der har gjort det "størst kreative indtryk" på messen. Dommerne udvalgte den danske stand blandt alle deltagerne på 100% Design, og der er næppe tvivl om, at valget også vil falde i publikums smag. Fra messens første dag torsdag har Made in Denmark med det iøjnefaldende rødmalede slogan og møbler fra en ny og spændende generation af danske designere været et tilløbsstykke, og udstillingskataloget er blevet revet væk.
Flere af de danske designere har selv været med på standen for at fortælle om deres værker. Det gælder både Boris Berlin, Line Depping, Rasmus Fenhann, Sebastian Holmbäck og Hans Sandgren Jakobsen, mens Louise Campbell fredag deltog i et seminar med titlen "Det bedste af Europæisk Design".
Made in Denmark indgår i særudstillingen 100% Futures på 100% Design.
Hovedmessen, der er en del af den årlige London Design Festival, har også budt på andre danske bidrag, heriblandt fra to arkitekter fra tegnestuerne Henning Larsen og Lundgaard og Tranberg, der torsdag holdt et indlæg om bæredygtig arkitektur.
Made in Denmark-udstillingens kurator er designeren Nina Tolstrup.
Med nogle af Danmarks førende designtalenter i spidsen har Made in Denmark bidraget til at markere nyere dansk design stærkere i briternes bevidsthed. Udstillingen er et af to større designinitiativer fra den danske ambassade i London her i efteråret - det andet er Townhouse DK-projektet, der har forvandlet et traditionelt, britisk "mews"-hus til et moderne dansk design-hjem, og som siden sin åbning for godt en uge siden har været uhyre velbesøgt.
Made in Denmark bliver støttet af Kunststyrelsen, Udenrigsministeriet, Den Danske Ambassade i London og en række private danske sponsorer: Knud Højgaards Fond, Sonning Fonden, Augustinus Fonden, Træfonden og DSV Transport.
Yderligere oplysninger om de enkelte designere og Made in Denmark kan fås på hjemmesiden
www.madeindenmark.um.dk og hos:Presse- og Kulturattaché Lone Britt Molloy, Ambassaden London,
0044-(0)7984 202055 / 0044-20-73330245
Sidst opdateret af sorkro 25. september 2007. Ansvarlig: Søren Krogh.
