Festivaler i Danmark
Her på siden kan du læse om festivaler inden for scenekunstområdet. Siden rummer kun information om fremtidige festivaler og om festivaler i Danmark. For international information se den internationale scenekunstportal: www.DanishPerformingArts.info.
Festivaler - Voksne 2007
Aarhus Festuge
Siden midten af 60’erne har Århus Festuge været en af Skandinaviens største og mest varierede festivaler. Programmet dækker alle kunstarter og rummer både store internationale navne og lokale talenter. I 2007 (31. august -9. september) satte Festugen fokus på dans og bevægelse under titlen "I bevægelse". Den internationale titel er "In Motion ". I 2006 var festivalens tema ”Womania”, fokus var rettet mod kunst af og om kvinder.
Temaet for Århus festuge 2008 (29. august - 7. september) bliver: "Åben by". Her sættes Århus i fokus som kulturby, og kunstnere vil give deres bud på byens kulturværdier, som åbenhed og begrænsninger. Hertil menneskets syn på sig selv i den globale verden.
Info: www.aarhusfestuge.dk
Metropolis
2007, 2009
Juni 2007 åbnede Københavns Internationale Teater en ny stor biennale med temaet Metropolis. Gennem forestillinger, koncerter, byture, workshops og meget mere udforskes nye byrum, nye kunstformer udfordres, nye muligheder afsøges for København i en globaliseret verden og virkelighed. I det hele taget satser Københavns Internationale Teater igen på at præsentere gnisten til livet i morgen gennem en festival, som indledes 10 år efter Kulturby 96 sluttede og 10 år inden den europæiske kulturby igen skal skabes i Danmark.
Programmet for dette års festival bestod af arrangementer med hjemlige kunstnere og kunstnere fra bl.a. Marseilles, Barcelona, Berlin, Melbourne og Montreal.
Info: www.kit.dk
Ny-cirkusfestival – København
August 2007 (årlig)
Ny-cirkusfestivalen startede I 2006 og gentages I august 2007. Her kan man se toppen af international ny-cirkus. Se programmet på KIT’s hjemmeside.
Info: www.kit.dk
Waves -Vordingborg
August 2007 (biennale)
Waves er en international dans og performance festival, som løber af stablen i Vordingborg hvert andet år. Festivalen præsenteres af det internationale performanceteater Cantabile 2, ledet af den italienske instruktør Nullo Facchini. Waves tiltrækker en lang række gæstekompagnier fra udlandet – ofte med udgangspunkt i et tema. Temaet for 2005 festivalen var Latino International Dance & Performance. Afholdes for 9. gang i 2007.
Info: www.cantabile2.dk
Aalborg operafestival
Aalborg Opera Festivals idegrundlag er at bringe operaen bredt omkring og også få skabt nye kontakter til den del af befolkningen, der er musiskinteresseret, men som måske ikke oplever opera som en kulturmulighed. Festivalen søger at udvikle nye former for formidling og synliggørelse af opera og andre kulturgenrer, der naturligt spiller sammen med opera, herunder eksempelvis koncerter og teater.
Aalborg Operafestival 2008 bliver i dagene den 15. - 30. marts, og hovednavnet vil være Danmarks førende Wagner-tenor Stig Fogh Andersen.
Info: http://www.aalborgoperafestival.dk/
Børneteaterfestivalen i 2007 i Viborg
15. – 22. April 2007
Festivalen har eksisteret siden 1971 og er den største årlige børneteaterfestival i Danmark. Festivalen, der finder sted i skiftende byer, tiltrækker et stort antal internationale besøgende. Mere end 100 professionelle børne- og ungdomsteatre fra hele Danmark viser over 150 forskellige teaterforestillinger i løbet af en uge. Der er i alt ca. 450 opførelser – alle med gratis adgang - for skolebørn og andre interesserede. Fra torsdag til søndag arrangeres et særligt program for de mange repræsentanter fra udlandet.
Festivalerne arrangeres af Teatercentrum i samarbejde med værtskommunerne.
Næste teaterfestival finder sted i Næstved den 6. - 13. april 2008, hvor over 100 professionelle børne- og ungdomsteatre fra hele Danmark er inviteret.
Info: www.teatercentrum.dk
Børneteaterfestivalen årligt i Horsens
September
Festival med over 40 deltagende børneteatre, der strækker sig over tre dage. Festivalen fungerer som en salgsmesse for teaterbranchen, og der uddeles mere end 13.000 billetter til opkøbere, teaterfolk samt børn og voksne. De 15 spillesteder med Horsens Ny Teater i spidsen huser omkring 150 forestillinger. Programmet henvender sig til alle aldersgrupper.
Festivalen arrangeres af Horsens Kommune, Kultur- & Fritidsforvaltningen
Info: www.boerneteaterfestival.horsens.dk
Caravanen – en international børneteaterfestival
28. august - 9. september 2008 (Biennale)
I en snes byer i Danmark.
Caravanen er en festival, der bevæger sig rundt i store dele af Danmark med internationale og nationale teaterforestillinger for børn, unge og voksne. I 2005 strakte festivalen sig fra Vestsjælland over Fyn til Århus og omegn. Programmet byder også på workshops og symposier. Festivalen arrangeres af Teatret Fair Play.
Info: www.caravanen.dk
Festival of Wonder - Silkeborg / International Puppet Theatre Festival
8. - 11. november 2007
Objekt- og visuelt teater, samt workshops for professionelle og for hele familien. I 2005 viste 23 teatre 75 forestillinger i teatersale, på museer, på biblioteket, i kirken, i biografcentret, på gaderne og på kommunens skoler.
Festivalen arrangeres af kunstnerisk leder: Ulla Dengsøe - Silkeborg Bibliotek
Næste Festival afholdes efter planen i november 2009.
Info: www.dukketeaterfestival.dk
Sidst opdateret af Kunststyrelsen 15. november 2007. Ansvarlig: Nana Olivia Brings Jacobsen.
