Nye procedurer for tilskud til international teaterudveksling
For at imødekomme ønsket om kortere behandlingstid af ansøgninger har udvalget besluttet at ændre ansøgningsfristerne. Udvalget har også fundet en løsning, der tilgodeser både ansøgninger til tilbagevendende og mere enkeltstående begivenheder.
Nye ansøgningsfrister: 15. marts, 15. maj, 15. september, 15. november og 15. januar.
Formanden for Kunstrådets Scenekunstudvalg Mikkel Harder Munck-Hansen udtaler:
- ”Ansøgninger til international teaterudveksling er delt i to typer, de faste ansøgere, der søger en gang om året, og mere enkeltstående begivenheder. Udvalget har ønsket at finde en model, der tilgodeser begge typer ansøgninger”
- ”Behandlingstiden på ansøgninger om at få udenlandske kunstnere til Danmark og danske kunstnere til udlandet må ikke være for lang, der skal være dynamik i international teaterudveksling, derfor har vi valgt at have mange frister til aktuelle projekter”.
Løsningen er blevet således, at de faste årlige ansøgere - det kan være organisationer, festivaler og tilbagevendende begivenheder - bliver samlet i én årlig ansøgningsfrist for at sikre en ensartet behandling, og for at de ikke ”skygger” for de mere enkeltstående begivenheder på området. Fristen for disse tilbagevendende ansøgninger er 15. marts. Til dette formål ønsker udvalget at afsætte 3 mio. kr. af deres samlede pulje på 7,5 mio. kr. til international teaterudveksling.
Kunstrådets Scenekunstudvalg vil så have fem årlige ansøgningsfrister til mere enkeltstående aktiviteter. Her vil de anvende 4,5 mio. kr. af deres midler. Enkeltstående begivenheder er fx udenlandske gæstespil i Danmark, tilskud til danske gæstespil i udlandet, tilskud til andre internationale aktiviteter, f.eks. netværksopbygning, deltagelse i konferencer og møder for kunstnere, producenter, managers og andre nøglepersoner. Der kan ikke søges støtte til undervisning, workshop eller personlig uddannelse. Man kan læse mere om ansøgningskriterier mm. på Kunstrådets hjemmeside.
Kunstrådets Scenekunstudvalg arbejder efter Kunstrådets fire overordnede indsatsområder, der bl.a. lægger vægt på kunst og globalisering – herunder fokus på udvikling af scenekunsten og synlighed af dansk scenekunst i et globalt perspektiv. Kunstrådets Scenekunstudvalg lægger endvidere i bedømmelsen af internationale ansøgninger vægt på følgende ni principper: Kvalitet, interesse udefra, fokusering, gensidighed, netværk, fleksibilitet, enkelthed, markedsføring og opfølgning.
Inden jul 2007 delte udvalget midler ud til international teaterudveksling på baggrund af ansøgninger modtaget til fristerne 1. september og 1. december 2007.
Se liste over tilskud til internationale teaterudvikling
Se Kunstrådets handlingsplan for 2007-2011
Sidst opdateret af mallun 28. januar 2008.
