Statens Kunstfonds tonekunstudvalgs præmieringer 2007
Det klassiske udvalg præmierer med hver 100.000 kr.:
- Poul Ruders: ”Serenade on the Shores of the Cosmic Ocean”
- Henning Christiansen for musikken i et livsværk
Det klassiske tonekunstudvalg består af Erik Bach (formand) Niels Marthinsen og Jens Wilhelm Pedersen (Fuzzy) og begrunder præmieringerne således:
Poul Ruders: ”Serenade on the Shores of the Cosmic Ocean”
Poul Ruders’ 40 minutter lange komposition for akkordeon og strygekvartet blev spillet første gang I Danmark i 2006 og var årets mest markante manifestation af ny klassisk kammermusik. Værket er fremragende og sprænger alle rammer for, hvad man plejer at gøre i denne genre, samtidig med at det på forbilledlig vis demonstrerer sammenhæng og balance mellem musikalsk stof, form og instrumentation. En født klassiker!
Henning Christiansen
Inspireret af komponisten Henning Christiansens retrospektive udstilling FLUXID og de musikalske aktiviteter, som har været knyttet til denne, finder Statens Kunstfond det vigtigt at markere Henning Christiansens livsværks betydning for det danske og internationale musikliv.
Det rytmiske udvalg præmierer hvert af følgende 8 værker med 50.000 kr:
- Isam B: ”Institution”
- Jacob Bro: ”Pearl River”
- Julie Maria: ”På kanten af virkelighed”
- Claus Hempler: ”Return of the Yes Man”
- Efterklang: ”Parades”
- Tina Dickow: ”Count to Ten”
- Niels Lyhne Løkkegaard: ”Light Airborne”
- MunckBjørnKodal: ”Instruktioner til Gud”
Det rytmiske tonekunstudvalg, som består af Erik Bach (formand), Susi Hyldgaard og Harald Haugaard, begrunder præmieringerne således:
Isam B: ”Institution”
Institution er et af årets mest velkomponerede og velproducerede albums. Sjældent vedkommende, fangende og insisterende. Man synger glad med på de flotte omkvæd og bliver i sekundet efter tavs ramt af eftertanke. Pop bliver til kunst og kunst bliver til pop.
Jacob Bro: ”Pearl River”
Jacob Bro har fat i den lange ende. Den rigtigt lange. Hans originale harmonik og hans blanding af akustisk og elektrisk er enestående. Pearl River er bare endnu et fremragende nedslag på hans talents umættelige rejse.
Julie Maria: ”På kanten af virkelighed”
Hun kravler helt ind i sjælens sårbarhed, ser sig omkring og tapper eleksir til de fineste kompositioner. Ambitiøs og personlig melodik blander pop og jazz, og med dette, hendes andet album, gør hun et solidt indtryk i ”singer a songwriter butikken”, hvor hylderne ellers bugner pænt i forvejen.
Claus Hempler: ”Return of the Yes Man”
Så skal vi op og gynge i de helt høje lag af musikken. Kong Claus af smårådden dekadence inviterer på en enestående tur i detaljerighed, gennemkomponerede sange og det ubeskriveligt store. Vi takker for invitationen og stiger gerne på.
Efterklang: ”Parades”
Absolute Folk-Alice i Eventyrland anno 2007- Uanede mængder mennesker, hænder, stemmer og ikke mindst toner ført igennem et uendeligt landskab. Ufatteligt højt til loftet uden at være højtravende. Vanedannende storslået.
Tina Dickow: ”Count to Ten”
Det er måden stemmen kræver ens opmærksomhed på. Som en hånd der griber ud af højtaleren og holder een fast. Det enkle, soleklare og knivskarpe der virker. Tekster og produktion holdt i hånd af stemmen. Der er ikke så meget andet at sige end fornemt!
Niels Lyhne Løkkegaard: ”Light Airborne”
Melodik klang komposition fra en særligt forstående. Inspirationerne er hentet fra det store jazzlandskab, men alt er udført med egen vilje og melodisk sans - og en dejlig stringent folkelig tone iklædt en lille troldsplint i øjet. Og så spiller de så englene synger og beder om mere jazz.
MunckBjørnKodal: ”Instruktioner til Gud”
Nogen gange dumper der bare en dejlig plade ind af døren og folder en tilstand af dejligt nærvær og varme ud omkring sig. Ambitiøse tekster, ord der nogle gange falder som kulsort nattemørke, andre gange som håbefulde stjernekast. Musik der favner. De når vidt omkring – MunckBjørnKodal - men kommer også helt hjem.
For yderligere information kontakt:
Sekretær for tonekunstudvalgene, Hanne Holdt Madsen i Kunststyrelsen, tlf. +45 33 74 45 60, e-mail: hanhol@kunststyrelsen.dk
Kunststyrelsen er sekretariat for Statens Kunstfond
Sidst opdateret af elisig 30. november 2007.
