Fire komponister er blevet hædret med Statens Kunstfonds treårige arbejdsstipendier

 

Onsdag 2. maj 2007 uddelte Statens Kunstfond 30 stipendier til skabende kunstnere fra hele landet. Det samlede uddelingsbeløb er 25,2 mio. kr.

Hvert år hædrer Statens Kunstfond skabende kunstnere inden for billedkunst, litteratur, tonekunst, arkitektur, design, kunsthåndværk, film og scenekunst med tildelingen af et antal store flerårige stipendier.

Statens Kunstfonds stipendietildeling er den største årlige manifestation af offentlig kunststøtte i Danmark, og i år har 4 komponister, 7 billedkunstnere, 9 forfattere, 5 kunsthåndværkere og designere, 4 arkitekter og 1 dramatiker modtaget de treårige arbejdsstipendier. Det årlige stipendiebeløb er på 280.000 kr.

"For Statens Kunstfond er uddelingen af treårige arbejdsstipendier årets største samlede investering i dansk kunst. I år bruger vi i alt 25,2 mio. kr. på denne del af fondens opgave – at støtte og fremme den skabende kunst!  Vi kalder det en investering, fordi vi forventer os meget af det, der kommer ud af stipendietildelingerne. Vi giver 30 yngre kunstnere et økonomisk frirum til at arbejde med deres kunst - og vi har de allerstørste forventninger til, at disse kunstnere vil kunne fordybe sig og koncentrere sig om den kunstneriske indsats, som er væsentlig for dem. Og samfundet får en masse tilbage, i form af film, scenekunst, malerier, skulpturer, musik, litteratur, design og arkitektur. Ikke i morgen måske, men snart," siger formanden for bestyrelsen af Statens kunstfond, arkitekten Christoffer Harlang.

De 4 komponister, som har modtaget de tre-årige arbejdsstipendier, er:

  • Søren Nils Eichberg
  • Peter Rosendal
  • Hans Sydow
  • Kenneth Thordal

Læs begrundelserne

Sidst opdateret af mallun 22. november 2007.