Ny spydspids for international jazzlancering
Det er den danske kvintet JazzKamikaze, som sammen med Lotte Anker og Anderskov Accident, i de næste to år skal stå i spidsen for en stadig voksende international eksponering af dansk jazz. De er del af den Internationale Jazzlancering 2005-2007 lanceret af Dansk Jazzforbund.
International Jazzlancering 2005-2007 bringer også fokus på 28 talenter fra den danske jazz-scene. Målsætningen er, at de orkestre, som er en del af bruttotruppen skal placeres og synliggøres gennem Dansk Jazz Forbunds løbende internationale aktiviteter og som en del af det internationale lanceringsprogram. Her tænkes på f.eks. på Copenhagen Jazz Festival in Berlin, de årlige koncerter i Maison du Danemark i Paris, International Corner under Copenhagen Jazz Festival, fremstød på messer som Jazz Ahead i Bremen, IAJE i New York og Midem i Cannes.
Eksportfremstødet sker i tæt dialog med de involverede musikere, deres pladeselskaber og den internationale musikbranche. Vi forventer, at fremstødet i de kommende år vil give øget international opmærksomhed på den danske jazzscene – til gavn for alle dens aktører.
Sidst opdateret af elisig 9. marts 2007. Ansvarlig: Eline Sigfusson Paludan.
