MXD's nye stipendieordning

 

MXD sender danske grupper på lange udlandsophold via ny stipendie-ordning

Nålestiksoperationer som deltagelse på internationale branchefestivaler kan være en god start, når det gælder danske gruppers muligheder på andre breddegrader. Men hvis man for alvor skal slå sit navn fast på et nyt marked, skal der en anderledes langstrakt indsats til.

Derfor lancerer MXD – Music Export Denmark nu forsøgsvis en ny stipendie-ordning, så danske grupper gennem længere perioder kan have base i udlandet. Dermed kan de både opfylde og bygge videre på de aftaler og de kontakter, de har allerede ved rejsens start, men også udvikle de nye og spontane muligheder, der opstår undervejs, når man gennem så lang tid kan bearbejde og udvide sit netværk. Det kan vise sig afgørende i forsøget på at slå sit navn fast.

Første skud på stipendie-stammen er Funky Nashville, som drager til Nordamerika 7. marts og først vender hjem omkring 1. juni.  I den periode vil gruppen ikke blot have spillet på MXD-arrangerede showcases ved Canadian Music Week i Toronto, South By SouthWest Festivalen i Austin, Texas, New Music West i Vancouver og i Los Angeles – Funky Nashville vil også få base i længere perioder i henholdsvis Nashville og L.A.,  som skønnes at være de to bedste områder i USA for gruppens muligheder. Der skal de spille koncerter, indspille med henblik på en ny cd – og så ud og bearbejde alle de mange kontakter gruppen allerede har, samt opstøve nye, som kan hjælpe med at give gruppen amerikansk fodfæste.

MXD-udgiften for et stipendie-projekt bliver ”fra et par hundredetusinde kroner og opefter” - musikerne og deres bagland selv skal stå for 50 procent af udgifterne:

 - Der findes ikke mange kunstnere herhjemme, som kan gøre det her alene og uden støtte. Og med et så højt niveau for egenbetaling, viser det også musikernes eget commitment til indsatsen, siger MXD's bestyrelsesformand Morten Hansen Pankoke, der regner med at MXD kan søsætte endnu et-to stipende-orkestre i ”forsøgsperioden”.

Sidst opdateret af elisig 9. marts 2007. Ansvarlig: Eline Sigfusson Paludan.