Artist in Residence i Berlin

 

To danske kunstnere/kuratorer tilbydes individuelle ophold i forbindelse med en eventuel kunstnerisk produktion ved croy nielsen i Berlin.

Opholdet er af to måneders varighed og finder sted i perioderne hhv. maj-juni og september-oktober 2008.

Stipendiaten modtager et beløb på 1000 euro pr. måned til bolig- og leveomkostninger (der stilles ikke en bolig til rådighed). Derudover er der afsat et fast beløb til dækning af udgifter i forbindelse med rejse og en eventuel udstilling.

Henrikke Nielsen – der er initiator til croy nielsen og har boet i Berlin siden 2001, hvor hun bl.a. har arbejdet som freelance kurator og skribent – vil under opholdet fungere som mentor og introducere gæsten til den berlinske kunstscene samt yde vejledning i praktiske anliggender.

Residencyet kan evt. tilknyttes en udstilling eller et kurateret projekt hos croy nielsen i forbindelse med opholdet eller på et senere tidspunkt. Henrikke Nielsen har endvidere gode kontakter til en række ikke-kommercielle udstillingssteder i Berlin med mulig interesse i kuraterede projekter udefra. Opholdet indebærer dog ingen garanti for hverken udstilling eller projekt.

croy nielsen
croy nielsen blev startet i 2005 af Henrikke Nielsen og Oliver Croy som et ikke-kommercielt udstillingssted med fokus på solo- eller dobbeltudstillinger, fortrinsvis af yngre kunstnere men også enkelte projekter af ældre kunstnere med relevans for samtidskunsten.

I september 2007 flyttede croy nielsen til nye lokaler i området omkring Checkpoint Charlie og skiftede status fra projektrum til kommercielt galleri. Der arbejdes nu med en fast stab af kunstnere i et program, som indholdsmæssigt ikke adskiller sig væsentligt fra, hvad der var at opleve hos croy nielsen som projektrum. Nu som før drejer det sig om kunstnere, der prioriterer en konceptuel og/eller teoretisk tilgang over rent formelle øvelser.

Efter den første udstilling med den danske kunstner Jacob Dahl Jürgensen er følgende kunstnere på programmet hos croy nielsen i 2008: Roman Schramm (D), Wolfgang Breuer (D), Falke Pisano (NL)/Benoit Maire (F) og Judith Hopf (D). Læs mere på www.croynielsen.de

Kriterier
For at komme i betragtning til et recidency skal ansøgeren være professionelt arbejdende billedkunstner eller kurator (ikke studerende).

Ansøgning
Ansøgningen skal mærkes "residency / croy nielsen" og indeholde en præcis beskrivelse af det kunstneriske og/eller studiemæssige formål med opholdet foruden navn, adresse, CV, foto- eller andet dokumentationsmateriale på ansøgerens kunstneriske og/eller kuratoriske virke. For kuratorer anbefales det at medsende en kort skitse eller idé til et kuratorisk projekt – det være sig en udstilling, en foredragsrække eller lignende.

Det bør endvidere tydeligt fremgå, hvilken periode: 1) maj-juni eller 2) september-oktober, der ansøges om.

Ansøgningen sendes til:
Kunststyrelsens Billedkunstcenter
Att.: Anette Østerby
H.C. Andersens Boulevard 2
DK – 1553 København V

Eller pr mail:

Kontakt evt. Stenka Hellfach for yderligere oplysninger på 3374 4530 eller

Ansøgningsfrist er den 6. januar 2008.

Ansøgerne kan forvente svar primo februar 2008.
Udvælgelsen vil finde sted i samarbejde mellem Kunststyrelsen og croy nielsen.

Sidst opdateret af mallun 8. november 2007.