Opslag om ansøgningsfrist til residency
Ansøgningsfristen 16. august gælder følgende residencies :
Atelier- og studieophold i Istanbul for danske billedkunstnere 1. januar – 31. maj og 1. august – 31. december 2008
Kunstrådets internationale billedkunstudvalg tilbyder hermed to danske billedkunstnere atelier- og studieophold i Istanbul af 5 måneders varighed.
Ansøgeren skal være professionelt arbejdende kunstner (ikke studerende).
Ansøgningen skal indeholde navn, kontaktadresser, CV, farvekopier eller dias og anden værkdokumentation og indeholde en begrundelse for det ønskede ophold i Istanbul.
Med tildelingen af atelier- og studieopholdet i Istanbul følger et månedligt arbejdslegat på 5.500 DKK.
Ansøgningen bliver behandlet af Kunstrådets internationale billedkunstudvalg.
For yderligere information kontakt Lotte Lederballe Pedersen. Tlf: 33 74 45 37
Cité Internationale des Arts – Paris
I centrum af Paris lige ved Hôtel de Ville stilles en lejlighed til rådighed for danske billedkunstnere i en periode efter eget valg fra 2-6 måneder i tidsrummet 01.07.07-30.06.08. Lejligheden er beliggende i det internationale kunstnerkollegium Cité Internationale des Arts og rummer alle praktiske faciliteter. Lejligheden stilles omkostningsfrit til rådighed, men der medfølger ikke legat.
For yderligere information kontakt Catherine Lefebvre . Tlf: 33 74 45 39
Studieophold i Cuba for danske kuratorer 2008
Kunstrådets internationale billedkunstudvalg tilbyder hvert år en dansk kurator et studieophold i Cuba af 2 ugers varighed. Opholdet planlægges med lokale samarbejdspartnere og har til hensigt at højne udvekslingen mellem den cubanske og danske kunstscene. Der knytter sig til dette studieophold et forpligtende workshopforløb tilrettelagt af de lokale cubanske samarbejdspartnere.
Ansøgeren skal være professionelt arbejdende kurator (ikke studerende).
Ansøgningen skal indeholde navn, kontaktadresser og CV samt en faglig argumentation, der kan dokumentere en relevans for opholdet. Undervisnings- eller formidlingserfaringer vil være en fordel.
Med tildeling af kuratoropholdet i Cuba følger et rejselegat på 10.000 DKK samt indlogering under opholdet.
Ansøgningen bliver behandlet af Kunstrådets internationale billedkunstudvalg.
For yderligere information kontakt Lotte Lederballe Pedersen. Tlf: 33 74 45 37
Læs mere om residencies i udlandet
Sidst opdateret af Kunststyrelsen 29. juni 2007.
