71 mio. kr. til scenekunstaktiviter i sæson 2008/2009
Udvalget har samlet til hele hoveduddelingen modtaget 359 ansøgninger for i alt 347,7 mio. kr. og har imødekommet 108 ansøgninger og i alt ydet tilskud for 71,8 mio. kr.
Den sidste uddeling gælder områderne: Tilskud til turnébiler, indkøb af teknik, fremme af ny dansk dramatik, publikationer, andre aktiviteter og forberedelse af internationale aktiviteter. Udvalget har samlet modtaget 107 ansøgninger om et samlet beløb på 26,8 mio. kr., 36 ansøgninger er imødekommet med et samlet bevillingsbeløb på 3,8 mio. kr.
Hoveduddelingen
Kunstrådets Scenekunstudvalg råder i alt over ca. 92 mio. kr. til fordeling til scenekunstaktiviteter i sæson 2008/2009. De fleste af udvalgets midler bliver fordelt til hoveduddelingen, og de resterende godt 20 mio. kr. er reserveret til områderne: Tilskud til musikdramatik, international teaterudveksling og garantifonden for voksenteater.
Udvalget har i deres ansøgningsbehandling af alle ansøgningerne lagt vægt på at yde tilskud til aktiviteter i hele landet og har også satset på turneområdet. Således kan blandt andet fremhæves, at der er optaget langt flere forestillinger i Garantifonden for turneteater end tidligere år, udvalget har forhøjet reservationen til Garantifonden fra 1,5 mio. kr. til 2,5 mio. kr. for sæson 2008/2009. Blandt udvalgets andre satsningsområder kan nævnes børn og dans.
Formanden for Kunstrådets Scenekunstudvalg Mikkel Harder Munck-Hansen udtaler:
- Kunstrådets Scenekunstudvalg har modtaget utroligt mange kvalificerede ansøgninger. Vi har valgt udelukkende at yde etårige driftsbevillinger i år, fordi det giver os god mulighed for at få et overblik over området inden vi laver den hårde prioritering, som flerårige bevillinger kræver.
- Vi har prioriteret at styrke garantifonden for turneteater, fordi det er en god måde at få forestillinger i høj kvalitet ud til områder i landet, hvor man normalt ikke ville kunne vise sådanne forestillinger.
- Vi har valgt at melde løbende ud, efterhånden som behandlingen af de enkelte områder er afsluttet. Det har vi valgt for at give ansøgerne mest mulig tid til at planlægge deres aktiviteter.
- Vi inviterer alle ansøgere til et arrangement, hvor vi vil fortælle om nogle af vores erfaringer efter denne første uddelingsrunde. Det gør vi, fordi vi har et stærkt ønske om at være i kontakt med scenekunstmiljøet.
Se listen over alle tilskud til scenekunstaktiviteter i forbindelse med hoveduddelingen
For yderligere information kontakt:
Mikkel Harder Munck-Hansen, formand for Kunstrådets Scenekunstudvalg – tlf. 2551 7520
Vibeke True, chef for Kunststyrelsens Scenekunstcenter – tlf. 3374 4576
Sidst opdateret af mallun 20. december 2007.
