Tilskud til pladeproduktion uddelt

 

Kunstrådets Musikudvalg har uddelt 1,8 mio. kr. til produktion, udvikling og markedsføring af rytmiske musikudgivelser. Blandt de største uddelinger kan nævnes Sort Sol, The Storm og Michael Falch, som hver har fået 200.000 kr.

Kunstrådets Musikudvalg modtog i alt 117 ansøgninger, og der blev søgt om tilskud på ca. 19 mio. kr. I alt fik 17 ansøgere bevilget tilskud på i alt 1,8 mio. kr.

Giordano Bellincampi, formand for Kunstrådets Musikudvalg, udtaler:
- Vi har valgt at give betydelig støtte til nogle få udgivelser, som vi tror kan gøre en forskel for dansk musik nationalt og internationalt.

Tilskud til pladeproduktion er en ordning iværksat af Kulturministeriet, som har til formål at støtte produktion og markedsføring af danske musikudgivelser indenfor den rytmiske musiks hovedmarked. Der gives i alt 4 mio. kr. årligt, og støtten kan anvendes til musikproduktion og/eller musikudgivelser, herunder indspilning, honorar til studiemusikere, producer, miksning, konsulenthjælp, video-produktion og/eller markedsføring. Støtteordningen løber over tre år, og der resterer to uddelinger af ordningen i 2008 med ansøgningsfrist den 15. februar og den 15. august.

Midlerne fordeles af Kunstrådets Musikudvalg.

Se listen over tilskudsmodtagere

Sidst opdateret af mallun 26. november 2007.