Den store musikmesse PopKomm i Berlin afvikles i år med rekordstor dansk deltagelse. Den danske deltagelse på PopKomm sker med økonomisk støtte fra Kunstrådet på 325.000 kr.
Fra den 19.-21. september vil mere end 120 deltagere fra danske pladeselskaber, musikforlag, management-firmaer og musikorganisationer handle med musik, udbygge netværk og få den nyeste viden om den internationale musikbranche.
Hanne Boel, som i år repræsenterer Kunstrådets Musikudvalg på PopKomm, udtaler:
- Kunstrådets Musikudvalg støtter den danske deltagelse på PopKomm, fordi vi ønsker at hjælpe den danske musikbranche på vej. PopKomm er en meget vigtig platform til at udbygge og styrke internationale netværk. Gode rammer for de danske deltagere på PopKomm er således et vigtigt skridt på vejen til at udbrede kendskabet til dansk musik og fremme den danske musikeksport.
PopKomm præsenterer også en musikfestival, hvor der igen i år vil være et massivt fremstød for dansk musik. Den 19. september spiller danske bands på den respekterede berlinske Fritzclub i Postbahnhof med plads til omkring 1000 tilskuere. Showcasen er arrangeret af Music Export Denmark (MXD), som præsenterer orkestrene:
The Broken Beats, Dúné, Veto, Figurines, The Kissaway Trail og Saybia. Herudover spiller Alphabeat til et aftershow, hvor Veto’s sanger SuperTroels også fungerer som DJ.
Udover den danske aften vil der kunne høres danske bands ved en række andre arrangementer i forbindelse med PopKomm-festivalen. Eksempelvis optræder: Lampshade, Oh No Ono, Murder og Trentemøller.
Endelig bliver verdensmusik fra Danmark præsenteret, når Dalia Faitelson & Pilpel og Junkyard Productions optræder i Berlin. Begge koncerter er støttet af World Music Denmark.
Et rekordstort antal danske firmaer – en stigning på 30% i forhold til sidste år - har i år tilmeldt sig den danske stand. Se liste over de danske deltagere
For yderligere informationer kontakt:
Konsulent i Kunststyrelsens Musikcenter, Eline Sigfusson Paludan på tlf. 3374 4562 eller 4110 2262
Kommunikationskonsulent, Lene Lund Hansen på tlf. 3374 4572
Kunststyrelsen er sekretariat for Kunstrådet.
Sidst opdateret af Kunststyrelsen 13. september 2007. Ansvarlig: Eline Sigfusson Paludan.