Kunstrådets Scenekunstudvalg har fordelt tæt på 4 mio. kr. til internationale aktiviteter.

 

Kunstrådets Scenekunstudvalg har uddelt en del af deres midler til international teaterudveksling for sæson 2007/08. Udvalget har samlet uddelt 3,7 mio. kr.

Kunstrådets Scenekunstudvalg har uddelt en del af deres midler til international teaterudveksling for sæson 2007/08. Udvalget har samlet uddelt 3,7 mio. kr.

Formanden for Scenekunstudvalget Mikkel Harder Munck-Hansen udtaler, at ”...udvalget er imponeret over udlandets store interesse for dansk scenekunst og ser med glæde på de mange invitationer fra internationale festivaler.”

Udvalget har lagt vægt på at støtte dansk dans og performance på forskellige festivaler rundt om i Europa. Et andet område udvalget har fokuseret på er danske børneteatres turneer i udlandet – først og fremmest i Central og Østeuropa.

Som en del af dette har Scenekunstudvalget ydet støtte til en række danske kompagnier, der er inviteret til at deltage på festivaler i Holland og Tyskland. Festivalernes store interesse for at få danske forestillinger på programmet er bl.a. en udløber af P@rt.dk – en showcase for professionel dansk scenekunst, der, med midler fra Kunstrådet, blev afholdt i oktober 2006. Det er bl.a. Holland House, der med forestillingen ”Død, død og meget død” er inviteret til at spille på Noorderzon-festivalen i Gronningen i Holland samt Nordwind-festivalen i Berlin i Tyskland.

Scenekunstudvalget har også bevilget støtte til at danske arrangører kan vise gæstespil fra udlandet. Dansescenen på Østerbro har således modtaget støtte til at præsentere forestillingen ”Mamootot” med det israelske dansekompagni Batsheva og Århus Festuge præsenterer i begyndelsen af september 2007 det israelske Kibbutz Contemporary Dance Company.

Endelig har Baltoppen i Ballerup Kommune fået støtte til at kunne præsentere 6 udenlandske gæstespil i denne sæson inden for dans og performance, bla. det schweiziske Compagnie Linga med forestillingen La Kitchen i oktober 2007.

Kunstrådets Scenekunstudvalg har ved møder i juni og august behandlet i alt 71 ansøgninger. 40 af disse er imødekommet. Udvalget har samlet set 6,5 mio. kr. til fordeling i hele sæson 2007/2008 til international teaterudveksling. Der er 5 årlige ansøgningsfrister – 1. september, 1. december, 1. februar, 1. april og 1. juni. Læs om kriterier på www.kunst.dk.

Kontakt:
Mikkel Harder Munck-Hansen, formand for Kunstrådets Scenekunstudvalg,
tlf. 2551 7520
Ane Alsløv, konsulent, Kunststyrelsens Scenekunstcenter,
tlf. 3374 4582 eller


Se liste over samtlige tilsagn, der er givet ved uddelingerne.

Sidst opdateret af Kunststyrelsen 26. september 2007.