Ellen Hyllemose udsmykker ankomstareal ved Ballerup Super Arena

 

Statens Kunstfond har sammen med Ballerup Kommune valgt billedkunstneren Ellen Hyllemose til at udsmykke et stort ankomstareal foran Ballerup Super Arena.

Ellen Hyllemoses projekt består af en 16 meter lang, 10 meter bred og seks meter høj skulptur samt en bearbejdning af rundkørslen og en stor del af parkeringsområdet.

Baggrunden for projektet er, at Ballerup Kommune i sommeren 2005 indgik aftale med Statens Kunstfond om at udskive en udsmykningskonkurrence til ankomstarealet foran Ballerup Super Arena. Parterne valgte at invitere kunstnere, som er anerkendte, men uprøvede hvad angår monumentale udendørs skulpturer. Forslagene blev fremlagt og vurderet tirsdag den 16. januar 2007. Der var tale om fem meget gennemtænkte og gennemarbejdede forslag.

Ellen Hyllemoses projekt blev valgt blandt forslag fra fem inviterede konkurrence-deltagere: Ellen Hyllemose, Peter Land, Henrik Menné, Lars Bent Petersen og kunstnergruppen Superflex.

Opgaven for kunstnerne var, at foreslå en udsmykning til et stort ankomstareal med en central rundkørsel foran Ballerup Super Arena. De blev opfordret til at skabe et blivende monumentalt og spektakulært værk, der kunne gå i dialog med Superarenaen og de omkringliggende sportshallers arkitektoniske og funktionelle forud­sætninger.

Statens Kunstfonds udvalg for kunst i det offentlige rums formand, professor, maler Jesper Christiansen kommenterer projektet: ”Forslaget lægger op til, at det bliver en stærk oplevelse for sportsfolk og publikum at ankomme til Ballerup Super Arena. Der er tale om et storslået kunstværk, som ikke kun er til at kigge på, men som man også kan træde ind i og som i høj grad understreger stedets karakter.”

Læs mere om projektet og udvalget for kunst i det offentlige rums kommentarer i Billedkunstneren nr. 2, juni 2007, sid. 10-12.

Bevillingen til udførelse af kunstopgaven beløber sig til 3.300.000 kr. og finansieres af Statens Kunstfond (¾) og Ballerup Kommune (¼).

I perioden 2005-2007 består udvalget for kunst i det offentlige rum af maler Jesper Christiansen (formand), billedkunstner Jørgen Carlo Larsen og arkitekt Poul Ingemann.

For yderligere information kontakt: Statens Kunstfonds sekretariat, Nina Leppänen Tlf. 3374 5082 

Sidst opdateret af ninlep 15. juni 2007. Ansvarlig: Nina Leppänen.