Præmieringer af litterære nyudgivelser fra efteråret 2006

Præmieringerne tildeles særligt enestående litterære udgivelser to gange årligt.

Erling Jepsen for Med venlig deltagelse
Pia Tafdrup for Tarkovskijs heste
Carsten Jensen for Vi, de druknede
Vibeke Grønfeldt for I min tid

Begrundelser for præmieringerne:

Erling Jepsen: Med venlig deltagelse
Med venlig deltagelse er en såkaldt selvstændig fortsættelse til Kunsten at græde i kor fra 2002. Der er dog ingen tvivl om, at læseren kun får det fulde udbytte, hvis han eller hun kender gennembrudsværket. Det er så også den eneste svaghed ved denne fjerde roman fra forfatterens hånd. Med sit unikke mix af smertefuld alvor og skær galgenhumor vender Erling Jepsen tilbage til Allan fra Sønderjylland, en kronisk fremmed der krydser sit spor, i rum såvel som erindring. Faderdyret er borte, og Allan og søsteren Sanne kan vende »Hjem til Mutti« og gerningsstedet. Kan man forsone sig med fortiden? Egentlig ikke og så alligevel. Det er en særegen bevidsthed, som Erling Jepsen maner frem. Den er sej som læder og blød som et æg, men først og fremmest er den en desperation, der bruger humoren som et middel til overlevelse. Jepsens form er besnærende let. Han skriver, så lattertårerne triller, men samtidig stikker grinet i halsen. Forfatteren er en god realist og en stor absurdist, som igen og igen skaber situationer, der koncentrerer det bedste og værste ved livet.

Pia Tafdrup: Tarkovskijs heste
»Der findes ingen cifre, der dækker/ savn,« skriver Pia Tafdrup i digtet »Tabets tabel«. »Selvom han lever,/ leder jeg efter/ min far i min far.« Som de øvrige tekster i Tarkovskijs heste vil digtet på én gang udtrykke smerten og omskabe sorgen. Jeg’et beskriver sin fars forsvinden, først ind i skrøbelighed og demens, siden ud i det store intet, som bogen repræsenterer et forsøg på at begribe, acceptere og komme videre fra. Motivet belyses i 50 digte, der bærer fællestitlen »Glemslens grotesker«. Et »Intro« anslår temaet: at vende mytologien og blive en Eurydike, som henter Orfeus tilbage. Et »Outro« beskriver, hvorledes bestræbelsen har båret frugt: »Jeg bærer ham/ i mit indre/ som en ny autoritet.« Varm erindring veksler med køligt registrerende scener fra det reducerede liv på alderdomshjemmet, hvor lyset til stadighed bliver mindre. Smukkest står måske den tiltagende opløsning af kronologisk tid (»om det er i dag/ eller for halvtreds år siden,/ hvad er forskellen?«) og nærmere omstændigheder (»om det er mig, eller min mor,/ der sidder i stolen,/ hvad gør det?«), som bliver en transcenderende kraft. Tarkovskijs heste er en bog om at miste, men også om at indlejre erfaring i sin person. Et nødvendigt sorgarbejde løftes ved sprog og erindring til noget alment.

Carsten Jensen: Vi, de druknede
Vi, de druknede er en monumental historisk dokumentarroman. Ikke blot omfanget, eller de mange kilder, men frem for alt Carsten Jensens mentalitetshistoriske program og den hæmningsløse fortælleglæde som læseren overøses med, gør indtryk. Carsten Jensen beretter i Vi, de druknede om et centralt tidsafsnit i den danske søfartshistorie, med havnebyen Marstal på Ærø som en miniatureudgave af Danmarks skæbne som søfartsnation. Bogens handlingsforløb begynder i 1848 og slutter 1945, hvorved krøniken om Marstals blomstring og nedgang indrammes af de to skelsættende krigsår. Vi, de druknede er en kollektivroman, og selv om den vrimler med markante skikkelser, er det især fortællingen om fire generationer af sømænd fra Marstal, en by der er vendt udad, mod havet – og ikke mod landet og landbruget – der er bogens hovedaktør. I litteraturen har bondestanden og landbruget længe haft førstefødselsret i fortællingen om Danmarks og danskhedens tilblivelse, men Carsten Jensen har med Vi, de druknede skabt et spændende og læseværdigt korrektiv. Bogen er et digterværk som giver fortællingen om danskheden en international saltvandsindsprøjtning, en modvægt mod isolationisme og selvtilstrækkelighed. Vi, de druknede er en enestående blanding af sømands-, rejse-, hjemstavns- og skælmeroman, en roller coaster af en bog, som også dens egne hovedpersoner ville have læst med fornøjelse.

Vibeke Grønfeldt: I min tid
Første del af historien om Agate blev fortalt i romanen Mindet (2005), der skildrede Agates opvækst fra 1912 til 1927. I romanen I min tid, der absolut kan læses selvstændigt, er Agate blevet voksen. Hun bor stadig hjemme på gården, hvor hverdagen er præget af hårdt arbejde og tæt familiesammenhold. Agate er sin fars øjesten, og han holder hånden over hende, da hun siger nej til at gøre et godt parti. ”Aldrig, aldrig, aldrig, for fanden. Han skal slås for panden.” Agate vil ikke giftes, men hun går til bal om lørdagen og bliver gravid med en maler, der er og bliver en fremmed for hende, i hvert fald indtil romanens sidste sider. Den ukuelige Agate må falde på plads i ægteskabet, hvor datteren Marita er hendes daglige glæde, og hvor drømmen om eget husmandssted er det mål, hun stræber efter. Hun er en sammensat ung kvinde, Agate, og Grønfeldts portræt af hende er fabelagtigt og uden al tvivl et højdepunkt ikke alene i forfatterskabet, men også i tidens danske litteratur. Den indre monolog fanger både sindets omskiftelighed og krigsforberedelserne i den ydre verden, og den impressionistiske teknik beherskes til fuldkommenhed. Rappe dialoger, salmevers, ordsprog, rim og remser bruser gennem læseren i en besættende rytme. En stor oplevelse.

Statens Kunstfonds Litteraturudvalg:

Bo Green Jensen, formand
Anne Marie Ejrnæs
Henk van der Liet

Sidst opdateret af Kunststyrelsen 28. marts 2007.