Hvis humor kommer af indsigt i ens egne begrænsninger, er det et formildende træk ved danskerne, at vi har gjort Benny Andersen til nationalskjald. Han er ikke blot den mest læste, sungne og elskede moderne danske lyriker, hvis Samlede digte (1998) er solgt i over 80.000 eksemplarer - og så rummer de endda ikke hans populæreste tekster: viserne om den melankolske svensker Svante. Benny Andersen er en ironisk og kærlig portrættør, der med skæve synsvinkler og snoede ordspil lærer os selv at kende, spidder vores begrænsninger og selvbedrag og får os til at opdage livsmuligheder i sproget og verden.
Som alle digtere arbejder Benny Andersen først og fremmest i sproget. Men hvor mange søger et personligt lyrisk særsprog, finder han sit ved at omdigte hver-dagssproget. Med musikalsk-humoristisk øre for forvandlingsmuligheder og overra-skende pointer drejer han faste vendinger og ordenes vanetænkning af led, vækker døde metaforer til live, tager billeder bogstaveligt og kortslutter ord og betydnin-ger, så nye opstår. "Det flimrer for mit livssyn", jeg har "skiftet omsvøb hver halve time", jeg "lader bedrifter gå min næse forbi", men "bærer med smil mit smil/mit halvmåneåg/hvorpå man hænger bekymringer til tørre" - jo, "man burde burde". Der er en bogstaveligt talt tanke-vækkende spænding mellem digtenes brug af det talte sprog og deres retoriske pointering med foretrukne virkemidler som barokke kontraster og treleddede varierede gentagelser. Fra sit ordlaboratorium giver Benny Andersen danskerne deres eget sprog tilbage i beriget form - genkendelsen bliver en erkendelse.
Den samme dobbelthed af kendt og forskudt, af identifikation og distance, præger typeskildringen i de mange ømt ironiske portrætdigte, der navnlig i 1960’erne blev hans foretrukne form efter debuten med små ironisk besjælede na-turfabler, Den musikalske ål (1960). Som sine samtidige digter Benny An-dersen om tilværelsens absurde misforhold. Men han gør absurditeten genkendelig, dagligdags fortrolig gennem skildringen af det lille jeg, der selvforskyldt kommer i klemme i livets svingdøre. Især digtsamlinger som Den indre bowlerhat (1964) og Portrætdigte (1966) og noveller som Puderne (1965) og Tykke-Olsen m.fl. (1968) giver stemme til små anonyme fremmedgjor-te figurer, der forgæves søger at leve op til konventioner og egne fordringer eller at skabe kontakt til andre mennesker - den pæne, men nederdrægtige mand, livsfum-lerne, "undgængerne", den moralske tømmermand - alle dem, der føler, at de "burde leve/ ikke mindst livet", men går i stå.
Benny Andersen har både H.C. Andersen og Søren Kierkegaard med i bagagen - "forgængere angriber altid bagfra", som han siger i et digt. I pagt med en lang tradition, men i original og moderne formulering forsvarer han individet mod dets selvbedrag og indre normtyranni. Vigtigere at blive til end at blive til noget. Og vig-tigst at bevare barnet i den voksne.
Men Benny Andersen kan også hvæsse kniven i en skarp kritik, især i flere bø-ger fra 1970’erne og frem. Svantes viser (1972) er uden brod i det ironisk banale, sørgmuntre portræt af den Bellmann’ske Svantes nedslåethed og glimtvise opløftelser.
Udviklingen fra ironiske rolledigte til mere personligt reflekterende digte - ved siden af samfundskritikken - er tydelig allerede fra Personlige papirer (1974) og fortsættes gennem talrige andre samlinger fra Under begge øj-ne (1978) til Verden uden for syltetøjsglasset (1996) m.fl. Uden at give køb på den ømt skæve humor og den lavmælte perspektivsans nedtoner Ben-ny Andersen den skarpe ironiske pointering. Digtene er ofte længere og mere ræ-sonnerende end før - Chagall og skorpiondans (1991) forsvarer "dans og dikkedarer". Det er et involveret jeg, der taler og i lige grad generøst og genert prøvende formulerer positive livsværdier i billeder af kærlighed og fællesmenneske-lige vilkår. Det gælder i dobbelt forstand om at finde sig i verden - at komme til ret-te med den uden at miste sig selv. Sådan har den musikalske ål snoet sig gennem verden og fundet sig selv i den.
Sjælen marineret (2001), gør status over erfaringer, erindringer og drømme, der ikke har hærdet, snarere blødgjort sjælen. Flere digte gør status, taler om at sætte sig spor og kredser om affældighed, død og afsked – et sted advarer jeg’et Døden om at holde sig fra hans elskede: Det bliver over mit lig! Men samlin-gen bæres af kærlighedsklæringer til den elskede, og selv mareridtsdrømme (”Mine tænder mine tænder/ hvorfor har I forladt mig?”) eller et ”knoldet” humør og ”klø-ende klarsyn” falder til ro i en forsonlig tanke på livet, som det er.
BO BEDRE
Jeg får mere og mere behov for at bo
bebo mit tøj og mine hylder mit liv
slå mig ned i et digt
falde til i et kærtegn
have dig som adresse
Har stadig behov for at rejse
men nu noget at rejse fra og til
dufte
daggry
digte
dig.
1999
