Jakob Martin Strid indledte sin tegneseriekarriere på avisen Socialisten Weekend, men slog for alvor igennem i den brede offentlighed med en daglig avisstribe i Politiken kaldet Strid. Hovedpersonens diminutive krop og store hoved med strithår er således en tegnet udgave af ham selv. Det satiriske talent sikrede hurtigt Strid en position som kontroversiel tegner, eftersom indflydelsesrige kulturpersonligheder, kommentatorer og politikere måtte lægge krop til krumme agurker og Star Wars-analogier. Trods den venstreorienterede sympati skåner de stride striber hverken kulturradikal selvforståelse eller autonom musikkultur. Den bevidst barnagtige politiske satire får modspil af de anarkistisk charmerende Strid-kloner, forfatterens alter egoer i miniature, og de eventyrlige ekskursioner på løveryg hen over ørkenen, med hilsener til Narnia og Den uendelige historie. Alt sammen tegnet i en naivistisk streg, der minder om den danske tegneserietegner Claus Deleuran. Strid kom ud i politisk stormvejr, da Stridfiguren holdt en forsvarstale for den tyske terroristgruppe Rote Armee Fraktion. Selv om det er tydeligt at figuren både er talerør og selvkarrikatur, tog den offentlige debat forfatteren entydigt til indtægt for fiktionen.
Blandingen af det antiautoritære, morsomme og poetiske fortsættes i børnebøgerne, dog i en mindre kras form. Den politiske satire har transformeret sig til anarkistiske, humoristiske fortællinger med stor sympati for det fremmede og det utilpassede. Billedbogen Mustafas Kiosk (1999) er Strids gennembrud som børnebogsforfatter, og de gakkede fabulerende rim om autonome sokker og glæden ved at rutsje i snot kan ses som en tro på barnets revolutionære potentiale. Mindre radikal men stadig rimet er Min mormors gebis (2006). Stregen er blevet mere rund og børnene har store, nuttede øjne, hvorimod de voksne i Mustafas Kiosk har kæmpe store næser og grin der næsten flækker ansigtet. Begge bøger har et utraditionelt format, den ene lang den anden bred, men også indholds-mæssigt skiller de sig ud fra mængden. Mange har sammenlignet bøgerne med rimklassikeren Halfdans ABC (1967) af Halfdan Rasmussen og Ib Spang Olsen, hvilket især skyldes flere af digtenes nonsenskarakter. Sprogets lydlige egenskaber kommer i fokus og vi slipper fortøjningen til virkelighedens verden, f.eks. i rimet om fiskefabrikken, hvor man laver fisk af fiskemel og gær og fiskerne lærer fiskene at svømme, inden de hælder dem ud i Kattegat (Mustafas Kiosk).
Med billedbogen Lille frø (2005) vandt Jakob Martin Strid en billedbogskonkurrence udskrevet af Gyldendal. Bogen handler om en rebelsk frø, der laver en masse ulykker, men sluttelig genvinder sin plads i familien og ender som en anerkendt kunstner. En hyldest til de slemme børn i traditionen fra Pippi og Emil men måske også – for den voksne læser – en allegori over kulturindustriens evne til at indoptage ethvert avantgardistisk kvæk. Samtidig er Strids fortællinger ikke uden morale, som de skøre historier i Den skaldede mand (2002), hvor militær oprustning og materialisme aflives af henholdsvis en stor bjørn og en forvokset plet, om end også mere subtil socialisering af barnelæseren finder sted. I Rejsen til jorden (1999) hører vi om rumvæsenet Flop, der lander på jorden og har en masse uheldige oplevelser. De afsluttende verselinjer lyder: ”Lad os håbe at den næste der dukker op/ får en bedre behandling end den stakkels Flop”. Fortællingen tematiserer den danske indvandrerdebat, og udtrykker, som citatet viser, håb om større tolerance. Ikke uden ironi idet Flop ligner en kartoffel, vores nationale grøntsag.
Den poetiske eftertænksomhed man finder i Strids bøger skyldes ofte illustrationerne, med deres visuelle sidehistorier og stille humor som i billedfortællingen Dimitri 9mm (2001). Læseren opfordres til at undre sig over jorden og dens mangfoldighed, og meget karakteristisk for Strid opstår det magiske i det konkrete, eksempelvis i rimet om skraldet på havets bund, hvor havkongens døtre sætter sølvdrager op, syet af havskum og måneskinstråd (Mustafas Kiosk). Magien er aldrig langt væk. Det er denne side af talentet der rendyrkes i Strids seneste tegneserie Decimal 0,4 (2007), hvor man følger Strids alter ego gennem skiftende landskaber på en slags drømmerejse. Bogen er af kritikeren Lars Bukdahl blevet kaldt en Claus Deleuransk Lille Nemo (tegneserieklassikeren af samme navn af Winsor McCay). Om man er til Nemo eller rebelske frøer, så blander Jakob Martin Strid grove provokationer med skør humor og blid poesi – helt uden problemer.
