Morten Ramsland var i 2005 den største og mest lysende komet på den danske litterære himmel. Hans gennembrudsroman Hundehoved fik ikke bare fremragende anmeldelser, den solgte også som varmt brød og er ikke holdt op med det endnu.
Men ingen så den komme, kometen, for Ramslands to første bøger lå henholdsvis syv og tolv år tilbage, og hverken den flyvsk følsomme debutdigtsamling Når fuglene driver bort, 1993, eller den solidt rapporterende rejseroman Akaciedrømme, 1998, gjorde i sin tid noget væsen af sig. Som anmelder var man således totalt uforberedt, da man i foråret 2005 åbnede Hundehoved første gang og straks lod sig indfange af den glødende slægtslabyrint: Der er simpelthen ikke stund til at kigge sig tilbage. Læseren stormer af sted, langs kringlede, krogede gange og forbi den ene barokke blindgyde efter den anden..
Romanen følger tre generationers skæve gang på jorden i Norge og Danmark fra 1930’erne og til nu. Det er yngste skud på stammen, den unge maler Asger, der fortæller historien, eller rettere det er Asger, som mængden af fortællinger vælger at blive fortalt igennem, for han har egentlig ikke noget valg, han er helt i deres vold. Det er fortællinger, som handler om store, skæbnesvangre svigt og misforståelser og skuffelser og om småbitte, vilde glimt af lykke. Der er farfaren Askild, som ender i kz-lejr pga. lidt for fantasifulde smugleraktiviteter og vender hjem som kubistisk skibsingeniør. Der er faren Niels, som barn kaldet Flapøre, der bliver påtvunget et uhyggeligt korset, så vejens børn får lettere ved at putte det snavs, i hans ører, som moren mistænker ham selv for at stå bag.
Og der er flere andre fantastiske personer, og der er endnu mange flere fantastiske fortællinger om dem. Af og til er det de ubændige, forstyrrede personer, der er på nakken af fortællingerne, men for det mest er det de intrikate, skøre fortællinger, der er på nakken af personerne, ligesom de er det på fortælleren. Og jo galere personerne og fortællingerne opfører sig, jo sandere forekommer de læseren, og jo sjovere og jo mere rørende på samme tid. De fleste af personerne bærer øgenavne, fordi de er ”larger than life”, og meget sigende kalder bedstefaren fortælleren himself for Løgnhalsen, hvilket i bogens sammenhæng er en hædersbetegnelse.
Vellykkede magisk realistiske slægtsromaner er og bliver en sjældenhed i dansk sammenhæng, to brødre i ånden er Peter Høeg og Ib Michael, og udenlandske onkler kunne være folk som Günther Grass og Gabriel Garcia Marquez.
Som et naturligt sideresultat af arbejdet med Hundehoved har Ramsland de sidste par år udgivet en hel, lille strøm af billedbøger, hvoraf flere deler motiv med romanen, bl.a. Pedes uhyrer og Onkel Pedro kommer hjem, begge 2005. Der er nemlig ingen ende på Hundehoved! Den bog nægter at være i snor!
