Forfatterprofiler

”Less is more” – minimalisternes velkendte slogan – kunne stå som motto for Peter Adolphsen (f. 1972) som fortæller. Hans samlede produktion i bogform omfatter indtil nu kun 187 sider brødtekst; ikke desto mindre føler man som læser, at man har tilbagelagt kæmpemæssige afstande sammen med ham. Det skyldes, at han skriver med kolossal koncentration og sans for flerstemmig variation. Han gør ingen forsøg på at være original, han låner og stjæler med arme og ben og gør sine tekster til mødesteder i og for litteratur.

Adolphsens to første bøger, Små historier (1996) og Små historier 2 (2000) former sig som rige, ja, overdådige kataloger af fortællemæssige muligheder. Her er fabler, parabler og myter; kafkaske situationer; litterære readymades, ultrakorte biografier, stilistisk suveræne genreparodier og endelig polyfone fortællinger, der i traditionen fra Jorge Luís Borges blander fiktion med faktion, spækkede som de er med encyklopædisk viden formidlet i en overbevisende (lidt for overbevisende!) klassisk prosa.

Bag alle disse sonderinger af mulige fortælleformer synes på den ene side at ligge en klog accept af viden – historisk, lingvistisk, biologisk – og på den anden side en optagethed af ikke-viden, en drift mod at nå ud, hvor tanken hører op og nærmer sig det usigelige. Adolphsens faktuelle minimalisme har, sagt med andre ord, udtalt metafysisk karakter.

Denne dobbelthed sættes på spidsen i den lange fortælling Brummstein (2003) om en mærkværdig snurrende eller småsnakkende sten, der i 1907 med en mejsel fjernes fra de vældige kalkstenshuler i Hölloch, Schweiz, og via krogede kanaler ender som museumsobjekt i Düsseldorf. Med svimlende overblik på det moderne Europas historie fortæller Adolphsen denne fra stenens, altså fra ’tingenes’ synspunkt, hvad der giver et grotesk perspektiv, ikke blot på geologien, men også på dagliglivet og kunsten. Hvor alvoren hører op og parodien begynder (eller omvendt), er vanskeligt at afgøre. Men den fortættede form fungerer.