Forfatterprofiler

I et portræt af Merete Pryds Helle (f. 1965) kan man meget passende begynde med to grove generaliseringer om det tiår, hvori hun trådte frem som forfatter, for hun er på én gang typisk for tiden og noget helt for sig selv. Perioden mellem 1990 og 2000 er nemlig i dansk digtning især kendetegnet ved 1) fremkomsten af 6-8 unge og betydelige kvindelige forfattere, der kombinerer en sansekonkret, fænomenologisk skrivemåde med en udforskning af tilværelsen og virkeligheden på samtlige niveauer, og 2) ved en minimalistisk trend, idet de fleste yngre skribenter som regel arbejder nysgerrigt ved romanens og novellens nedre grænse. Dog findes der én markant undtagelse fra den regel, og hun hedder Merete Pryds Helle. I 2001 udsendte hun ganske vist en 90er-typisk fragment- og miniroman, Solsiden, om en piges og siden kvindes udvikling og livs-regnskab, men i sit eksistentielle projekt var denne smukke bogs skildring af sin hovedperson, Gedske alt andet end minimalistisk, nej, snarere maksimalistisk, total, i kraft af en ambitiøs samtale foran dødens port med den ægyptiske gud Osiris. Og da Merete Pryds Helle i år 2000 fik sit gennembrud som forfatter, var det med en meget stor, ja, ligefrem kolossal roman: Fiske i livets flod.

   Fiske i livets flod former sig som et forsøg med flere tider og kulturer. Tre tidsaldre studeres, tre samfundsformer analyseres, men på tværs af historiens epoker genfinder forfatteren i vidt omfang de samme skæbnedannende mønstre. I kronologiens nederste arkæologiske lag fortælles historien om hvordan kunsten at skrive opstår i Ur, nær ved nutidens Bagdad, for mere end 5000 år tilbage. En pottemager, Enksilub, der fra sit daglige arbejde er vant til at sende hurtige meddelelser i form af små lerfigurer i krukker, får en skønne dag den lyse idé, at der må findes en lettere måde, og opfinder den billedskrift, der siden skulle danne grundlag for et alfabet. I epokernes midterste lag berettes om et middelalderligt karteuserkloster i Danmark. Vi befinder os nu i det Herrens år 1169, hvor en statisk, religiøst funderet, kultur langsomt er i færd med at skride, fordi menneskene har fået tiltro til deres egne evner til at skabe og tænke. Endelig ud-spiller handlingen i romanens første og fjerde del sig i vor egen tid, 90erne, i en familie af danske forskere og intellektuelle med arkæologen Peter i midten. Hans topposition som videnskabsmand trues af en yngre konkurrent, der mirakuløst har konstrueret sin helt egen tre-dimensionale scanner, ved hjælp af hvilken han er i stand til at levendegøre det miljø af menneskeskabte lyde, der omgav f.eks. en lerkrukke i et sumerisk pottemagerværksted. Romanen fremtræder gådefuld, labyrintisk, og stilistisk er det dens ambition at kombinere en skrift, der er lyrisk, hymnisk og magisk, med en research-baseret historisk realisme. Ved sine gentagelsesmønstre påstår den på den ene side, at menneskelivet konstant udfolder de samme konflikter, men ved kontrastopstilling af indbyrdes fjerntliggende kulturer gør den på den anden side alting relativt, såvel historisk som kulturelt. Samme dobbelt-tænkning finder læseren i Merete Pryds Helles to romaner Vandpest og Men Jorden står til evig tid fra hhv. 1993 og 1996. I den første berettes om et yngre par, der under en rejse med luftballon uforvarende havner i en natur, der er løbet løbsk og ikke længere følger videnskabens modeller. I den anden fortælles en grum historie om en datters frigørelse fra sin moder. Men begge steder indskrives det individuelle og specifikke i et rum af kollektive figurer og tankemønstre: i Vandpest gen-nem en dialog med naturvidenskabelig litteratur, i den følgende bog derved, at handlingen ses brudt op af et teologisk spor, med engle, der måske griber ind og styrer begivenhedsforløbet.

   Der er forfattere, der forfølger ét og kun ét kunstnerisk projekt, og som i bog efter bog i grunden skriver på samme værk. Andre zapper mellem mange genrer og æstetikker... Merete Pryds Helle derimod prøver, for hver bog hun skriver, at komme med et andet forslag til litteratur, end læserne før har set. Det kan man efter behag kalde at følge én hensigt eller at afprøve flere. Det særlige i hvad hun gør, ligger i den enkelte bogs dobbelte status af principerklæring og aktiv skaben. Typisk for 1990ernes danske digtning er hun ved sin grundforsker-interesse for flerheden i og samtidigheden mellem tilværelsens dimensioner, i de nævnte værker således den eksistentielle, den religiøse, den biologiske, den psykologiske, den sociale, samt historie og kunst. Men helt sig selv er Merete Pryds Helle ved fra bog til bog at tænke litteraturen i bund, en bestræbelse, der er synlig allerede i hendes første to bøger, debutnovellerne Imod en anden ro og romanen Bogen, der begge kom i 1990. Sidstnævnte præsterer faktisk det kunststykke at gøre læseren medskyldig i et mord!

   Merete Pryds Helle, der gennem de senere år har været bosat i Italien, er ved siden af sit forfatterskab levende engageret i udviklingen af nye former for litterær kommunikation og formidling, herunder et computerspil og tidsskrifter på CD-ROM.