Bedre muligheder for nyskabende scenekunst i hele landet
Som et led i udvalgets arbejde for at udbrede scenekunst i hele landet har Scenekunstudvalget valgt at forhøje den økonomiske ramme, der reserveres til området fra 1,5 mio. til 2,5 mio. kr.
Den forhøjede ramme til Garantiordningen har givet mulighed for at optage markant flere forestillinger end tidligere. Garantiordningen indebærer en underskudsgaranti og tilskud til markedsføring for køberen af en forestilling, fx en teaterforening. Formålet med ordningen er at fremme salget af smalle forestillinger, herunder dans. Ordningen giver det nødvendige økonomiske fundament for, at mange forskellige typer forestillinger kan turnere i hele landet.
Se hvilke forestillinger der er optaget i Garantiordningen sæson 2008/2009
Formanden for Kunstrådets Scenekunstudvalg Mikkel Harder Munck-Hansen udtaler:
- I et land som Danmark med forholdsvis få indbyggere er det karakteristisk, at udbuddet af kunst og kultur er særligt koncentreret i de største byer, men det er vigtigt, at publikum i hele landet sikres et varieret og kvalitetspræget udbud af scenekunst.
- Der er behov for en særlig indsats for at øge kendskabet til og interessen for nyskabende scenekunst i hele landet. Garantiordningen mindsker den økonomiske risiko der kan være for teaterforeninger og kulturhuse i forbindelse med at præsentere smalle forestillinger.
- Med de forestillinger udvalget har optaget i garantiordningen er der sikret et varieret udbud af genrer inden for nyskabende scenekunst, rettet mod forskellige publikumsmålgrupper
92 mio. kr. til scenekunstaktiviteter i sæson 2008/2009
Optagelse i garantiordningen sker som en del af Scenekunstudvalgets hoveduddeling. Scenekunstudvalget råder i alt over ca. 92 mio. kr. til fordeling til scenekunstaktiviteter i sæson 2008/09. Udvalget har som noget nyt valgt at melde ud, efterhånden som de enkelte hovedområder afsluttes. Fordelingen af midler forventes afsluttet medio december 2007.
Ansøgerne til hoveduddelingen for sæson 2008/2009 vil blive inviteret til et møde med Scenekunstudvalget, når midlerne til alle områder er afsluttet.
Sidst opdateret af mallun 30. oktober 2007.
