Uddeling af Kulturministeriets Illustratorpris for børne- og ungdomsbøger 2006

 

Kulturminister Brian Mikkelsen uddeler den 8. februar Kulturministeriets Illustratorpris illustratoren Ursula Seeberg for illustrationerne til ’Regnar Lodbrog og Kraka’, med tekst af Dorte Futtrup.

Kulturminister Brian Mikkelsen uddeler Kulturministeriets Illustratorpris på 30.000 kr. til illustratoren Ursula Seeberg for illustrationerne til ’Regnar Lodbrog og Kraka’, med tekst af Dorte Futtrup. Overrækkelsen finder sted torsdag den 8. marts kl. 14:00 i Kunststyrelsen, H.C. Andersens Boulevard 2, København V.

Ursula Seeberg er født i 1957 og uddannet på Skolen for brugskunst 1975 – 80 (nu Danmarks Designskole) på illustratorlinien, og har siden været involveret i flere end 40 værker enten som illustrator eller som illustrator og forfatter.

Ursula Seeberg modtog i 2004 Danmarks Skolebibliotekarers Børnebogspris

Prisudvalget begrunder sin indstilling således:

Ursula Seeberg har en sikker og egenartet stil, som kommer til sin ret i Regnar Lodbrog og Kraka. Hun blæser nyt liv i mytologien med sit eget særkende - gennem sin tolkning af personerne og naturen. Hvad er så dette særkende? En klassisk tegnestil, hvor figurtegningen har sin egen blanding af robusthed og sanselighed – dette kommer tydeligt til udtryk i åbningsbilledet med Regnar Lodbrog og Thora. Her kommer også et første indblik i et sikkert farvevalg, der går gennem hele bogen – og som forankrer fortællingen i den nordiske mytologi. Med sit valg af de gråblå og grønne nuancer, brudt af gyldenbrunt i forskellige toner understreger Ursula Seeberg den nordiske ramme.

Ser vi på Ursula Seebergs billeder af naturen, har havet en central placering – også i Regnar Lodbrog og Kraka sætter hun sin signatur med de lysende skumtoppe – japansk inspirerede - på de mørke bølger – kølige og nordiske.

Alt i alt har Ursula Seeberg gennem sin tolkning af fortællingen om Regnar Lodbrog og Kraka brudt det stereotype billede af, hvordan vikingerne afbildes – de bliver portrætteret med et humoristisk blink og en ny sanselighed. Dermed har Ursula Seeberg føjet nye billeder til, hvordan den sagnomspundne vikingetid kan opfattes.

Illustratorprisudvalget består af: Tove Roed, Kirsten Møller, Bente Zeij, Søren Jessen og Jens Raahauge.

Pressen er velkommen.

Yderligere oplysninger:
Kulturministeriets Pressechef Martin Østergaard-Nielsen, tlf. 33 92 35 98
Prisudvalgets sekretær Lars Sidenius, tlf. 3374 4500, Litteraturcentret i Kunststyrelsen

Sidst opdateret af Kunststyrelsen 29. marts 2007.