Anmeldelser om Katrine Marie Guldager
|
Om
Dagene skifter hænder
|
Katrine Marie Guldagers debut som lyriker Dagene skifter hænder er sprogligt og poetisk af uhørt sjælden karat. (...) I Dagene skifter hænder findes en poesi, som sjældent er set mage.
|
|
Jørgen Gleerup i Fyens Stiftstidende, den 25. april 1994
|
| |
|
Om
Styrt
|
Hvor debuten var overbevisende, men også noget tøvende, er der ikke den mindste slinger i valsen i Styrt, den er næsten skræmmende sikker og original. 37 prosadigte og ikke en eneste svag tekst imellem, en lille allerede-klassiker.
|
|
Lars Bukdahl i Kristeligt Dagblad, 15. maj 1996
|
| |
|
Om
Blank
|
Man når kun til romanens hurtige afslutning gennem sprogets hypnotiske, repetitive karakter, der til gengæld viser, at Katrine Marie Guldager har en særegen sproglig kilde at øse af.
|
|
Egon Balsby i Weekendavisen, den 17. april 1996
|
| |
|
Om
Det grønne øje
|
Det er nærmest som en kinesisk æske. Hver gang du åbner en æske, finder du en ny æske.
Sådan vrimler det med ind- og udfald fra den yderst velskrivende Katrine Marie Guldager, der både underholder, fortryller og digter på livet løs, så det er en ren lyst at læse hendes bog. (...) "Det grønne øje" er virkelig en roman der VIL noget. Der er ikke retfærdighed til, hvis ikke læserne opdager dette super-talent.
|
|
Holger Ruppert i BT, den 10. november 1998
|
| |
|
Om
Ankomst Husumgade
|
|
Ankomst, Husumgade er faktisk noget så sjældent som en samfundskritisk digtbog med en socialt og politisk engageret jeg-person, der er vred og forarget over børneporno, fattigdom, prostitution og andre uhyrligheder. Og som i nogle tilfælde dyrker en misantropisk sarkasme, men som også af og til har et overskud af humor. Katrine Marie Guldagers (…) velkendte stil fornægter sig ikke: Det er hårdkogt kortprosa, stakåndet, bidsk, sjovt og - i små og derfor effektfulde glimt - ømt.
|
|
Niels Lyngsø i Politiken 28. marts 2001
|
| |
|
Om
København
|
|
Guldagers fortællinger emmer af det, der for Goethe var novellens kerne: »den uhørte begivenhed«. Det er måske ikke i så høj grad novellernes personer, der oplever det uhørte, som det er deres læser. Hvor storbyeksistensen (den blaserte, den pansrede, den mere eller mindre narcissistiske) kan synes at have stoppet ørene til for det uhørte, lytter Guldager efter andre toner i denne eksistens. Og det får læseren til at slå ørerne ud og høre om igen. (…) Hurtigt og let tilfredsstillet bliver man ikke af Guldagers noveller. Men man får bevidsthed, social og poetisk, om byen og teksten, isoleret og forbundet, orkestreret og rastløs, fintmasket og trevlet. Kast en håndfuld social bevidsthed i en simrende fornemmelse for tekstens veje og vildveje, tilsæt musikalitet og et drys ironi – så har man 11 små krakelerende guldæg fra Guldager.
|
|
Lillan Munk Rösing i Information den 22. januar 2004
|
| |
|
|
