Anmeldelser om Vagn Lundbye
|
Om
Alvidende fortællinger
|
|
I disse linier ligger en del af nøglen til Vagn Lundbyes fortællekunst. Han er som forfatter svær at rubricere – en moderne romantiker og myteskaber, et stykke af en mystiker, der ophæver fornuftens, tidens, stedets grænser. Men unægtelig også en mystifikator, en illusionist på vej ind i charlataneriet. En litterær mirakelgøgler.
|
|
Den 4. september 1986
|
| |
|
Om
Næsehornsdigte
|
Men hans digtbog bliver tillige et vue over menneskeslægten, og en lystvandring i dyreriget, ja en lovprisning af selve planeten Jorden – sunget frem af selve naturens stemme. Det er spændende at følge, når det er Vagn Lundbye der gør det, i sine selvopfundne, anderledes, og ikke altid lige harmoniske former. Med Næsehornsdigte har han skabt et sært, men modigt værk, der vidner om frugtbar stædighed.
|
|
Erik Skyum-Nielsen i Information den 28. august 1990
|
| |
|
Om
Palindromos eller Colombos sidste rejse
|
|
Romanen er, og ordene må falde sådan hvis man skal føle Vagn Lundbyes eget billedsprog, skideflot skrevet. På en gang styret og bombastisk overstyret, men hele tiden effektfuld og vedkommende, fordi han lader sin fortælling ramme ind i kødets og kroppens drift. (...) Nu bliver det erotiske underlagt en anden kulturs diktat og anskueligheden i den proces emmer svedigt og suger sig fast som en igle i huden. Din hud.
|
|
Henrik Wivel, Berlingske Tidende, d.12. oktober 1999
|
| |
|
Om
Anholt-trilogien
|
|
Anholt-triologien er allerede blevet kaldt for en klassiker i dansk litteratur. Om dette nu også passer synes lidt tidligt at gisne om . Men klassisk betyder jo også forbilledlig. Og det er den så sandelig. Ikke mindst for dem som tror, at alt det "sjove" begyndte i 80erne og nægter at se den litterære hånd der strækkes ud fra de sjove år mellem 68 og 70.
|
|
Bo Tao Michaëlis, Politiken den 26. marts 1991
|
| |
|
|
