Anmeldelser om Thomas Boberg
|
Om
Vandbærere
|
|
Thomas Boberg er en af sin generations vigstigste digtere, men det betyder ikke, at han er typisk for sin tid. Tværtimod er der noget uforligneligt over Thomas Bobergs lyrik, noget enestående. Såvel tonen, billedsproget som det univers der skrives ud fra og om, adskiller sig fra, hvad vi ellers finder i det danske lyriske landskab. (...) Hvis man søger efter en samtidig og mere end vigtig digter, skal man se under Thomas Boberg.
|
|
Erik Svendsen i Politiken, d. 12. august 1993
|
| |
|
Om
Pelikanens flugt
|
|
Thomas Boberg har skrevet nogle af sit livs hidtil flotteste digte i sin ny bog ”Pelikanens flugt”. Og det siger ikke så lidt i et lyrisk forfatterskab, der efterhånden står med noget der ligner klassikerstatus i dansk poesi. (...) Fra det vemodstonede og patetiske over de tydelige, ofte grasserende bekendelser til den sart lysende, evigt længslesfulde rytme i digtlinier, man ønsker aldrig vil høre op.
|
|
Henrik Wivel i Berlingske Tidende, d. 15. december 1999
|
| |
|
Om
Under hundestjernen
|
|
- I sin tiende digtsamling sanser Thomas Boberg rejsens landskaber så stærkt og er så stor en sproglig artist, at langt de fleste af hans digte baner sig deres egen suveræne vej. (...) En væsentlig grund til at følge ham under hundestjernen er, at han ikke alene rejser med intetheden, men også med sider af tidsånden i bagagen.
|
|
Jørgen Johansen i Berlingske Tidende, d. 28. august 1997
|
| |
|
Om
Sølvtråden
|
|
Dette er i sandhed en klassisk rejse, lutret ud i en episk nerve af højeste karat, som gang på gang afslører at sølvtråden er flettet af sjælens guld. Det ægte.
|
|
Bo Tao Michaëlis i Politiken, d. 29. august 1996
|
| |
|
Om
Sølvtråden
|
Thomas Boberg har skrevet nogle af sit livs hidtil flotteste digte i sin ny bog "Pelikanens flugt". Og det siger ikke så lidt i et lyrisk forfatterskab, der efterhånden står med noget der ligner klassikerstatus i dansk poesi. (...) Fra det vemodstonede og patetiske over de tydelige, ofte grasserende bekendelser til den sart lysende, evigt længslesfulde rytme i digtlinier, man ønsker aldrig vil høre op.
|
|
Henrik Wivel i Berlingske Tidende, den 15. december 1994
|
| |
|
|
