Anmeldelser om Klaus Rifbjerg

Denne fremtidsroman om nutiden set i fortidens lys følger nogle af eventyrets og har den inciterende blanding af simpelhed, episk entydighed og situationssymbolik. Til det sidste hører disse hunde, der næsten altid dukker op hos Rifbjerg. Ps et fortællingens højdepunkt, hvor den nye verden er ved at gå op for drengene, må de igennem en langvarig og forrygende kamp med en frygtindgydende, rasende køter, dette strithårede, gråstribede, urinfarvede monstrum kaldes den bl.a. Og Mik opdager, at han for første gang ikke i flere minutter har tænkt på sin far og mor og søster. Mon det var det, der skulle til, for at man kunne ´udrydde´ eller glemme sin fortid, alt det man var knyttet til, alt det, der bestemte ens liv? Skulle man slå en stor, grå hund ihjel i en fremmed skov?

Dette krigeriske forhold til naturen, primitiviteten i aggressiv skikkelse, er et stadium i den moderne udvikling, som Mik og Niels altså må passere og kommer til at se konsekvenserne af. Romanens udsagn kunne således være, at hele denne determinisme, der lægges op til, er driftsbestemt: Vi styrer blindt og sikkert ind i undergangen. Den vil endda finde sted den. 27. juli i år. Men Rifbjerg lader eventyret ende godt. Der er en vej tilbage. De finder indgangen, og Mik går ind i mørket til den tråd, de har trukket, og som kan vise dem tilbage gennem labyrinten. En dragesnor. De andre hører hans stemme, langt væk fra, men klar og tydelig: Jeg har fundet den!

Den tynde tråd som forbinder os med fortiden er muligheden for en anden vej frem, end den vi ellers har fulgt. Det er i sidste øjeblik.
Klaus Rifbjergs nye fortælling vil kunne læses af den aldersklasse den handler om, og han har sørget for, at der også er tankestof nok for de øvrige generationer til at få hænderne væk fra øjne, ører og mund.

Torben Brostrøm i Information, den 10. april 1981

De enkelte digte skilles eller holdes sammen af kursiverede opråb, slagord, kommentarer, til krig, begrebet krig. En slags køl gennem hele bogen, som holder den fast på motivet, uden at det virker kunstigt. Men naturligvis giver krigens særlige omstændigheder, der utvivlsomt har fascineret digteren, også kunstneriske problemer. For hvad holder stand i dens skarpe skygge - en hvilken som helst idyl trues af sammenbrud, enhver almindelig følelses udbrud, glæde, munterhed, får straks blasfemiske træk osv.
Rifbjerg håndterer denne forskel, denne manglende patos, denne brist på fare og enkelhed, entydighed, med sikker hånd, men ikke uden at måtte skifte toneleje, ja, næsten genre, undervejs. Og han gør det med rolig hånd, med sikker sans for det kunstnerisk mulige og med en til tider helt suveræn sproglig kunnen, der er lige overraskende hver gang, selv om den efterhånden ikke skulle komme bag på nogen. Men det er lige godt hver gang. Når det er godt.
Hvem andre kunne finde på at lade sig fængsle og fastholde af ss umage ting som mangel, fravær, død, følelsesafstand osv.? Og det kunne endda se ud, som om just denne konstellation har rummet særlige kunstneriske udfordringer for digteren, foruden de problemer, også af kunstnerisk art, som end ikke hans virtuositet kan mane væk.

Per Højholt i Jyllands Posten, 1. september 1992.

"Klaus Rifbjerg skriver for rigt og reflekterende til, at "Anna (jeg) Anna" tør kaldes en regulær spændingsroman. Han lader os hvile ud i dejlige, almene overraskelser (f.eks. om det at være rekonvalescent) eller i polemiske essays (således om tyskernes urørlige situation i dag). På sin flugt medbringer Anna en indre, mental, tæt pakket kuffert, der rummer ting som forholdet mellem drøm og virkelighed, mellem skyld og straf og spekulationer over livets mange muligheder og valg. Fortælleteknikken er også overrumplende, en stadig skiften mellem første og tredje person, for at give distance og variation.
Menneskeskildring og begivenheder balancerer på kanten af det sandsynlige, men det er jo gale Anna som fortæller! Og hun fortæller med hele Rifbjergs formidable kunnen og veloplagthed. Disse dyk ned i barndommen, disse glimt af det eksotiske i Karachi og det fortrolige i Europa, alt vævet sammen med kompositorisk og musikalsk sans til en stor og bølgende helhed! I kraft heraf bliver "Anna (jeg) Anna" årets mest spændende og blændende danske roman. Klaus Rifbjerg har aldrig skrevet bedre."

Bent Mohn i Politiken d. 14. oktober 1969