Anmeldelser om Ib Michael
|
Om
Kilroy, Kilroy
|
|
To af de allerstørste i den nyere danske litteratur - J.V. Jensen
og Tom Kristensen - viste hvordan man i sin tid kunne spejle
en moderne sjæl i Kina. Ib Michael viser mindst lige så
kunstnerisk forløst hvordan konfrontationen tager sig ud i dag.
Hvordan historien skaber nye mennesker, hvordan det er
muligt at tale om en sjæl i det moderne liv.
|
|
Erik Svendsen i Politiken, 11. august 1989
|
| |
|
Om
Vanillepigen
|
|
Slægten har sine lig i lasten og lige under overfladen ligger der
- måske - en død mand og lurer. Men slægten har også
eventyret i blodet og kærligheden i kroppen, og disse vitale
kræfter forløser sig, intuitivt og smukt, når tid er. Som nu her,
så mange år efter, med denne bog og dens søde duft af vanille.
Det er en aldeles vidunderlig erindringsfantasi Ib Michael har
skrevet, trofast mod slægtens bånd, barndommens by og sin
egen bløde prosa.
|
|
Henrik Wivel i Berlingske Tidende, 15. oktober 1991.
|
| |
|
Om
Vanillepigen
|
|
Det er elegant: Michael forbinder sig oplagt med hjemlige
traditioner, samtidig med at det dragende, uregerlige og
længselsfulde for fulde sejl bærer barndommens skib frem, så
vi kan se, hvordan livet kan blive et eventyr, hvis man kan
smide de voksne masker.
Det er det, vi bruger kunst til: at udfordre det forstenede. Til at
vise, at livet ikke er til at beregne. Det eneste vi kan regne
med, er det uforudsigelige.
|
|
Erik Svendsen i Politiken, 15. oktober 1991.
|
| |
|
Om
Den tolvte rytter
|
|
Det sker med en foruroligende præcis pubertetsskildring, der,
som en slags omvending af finalen i Klaus Rifbjergs klassiker,
Den kroniske uskyld, giver fortælleren lejlighed til at sætte
fuld tyngde bag den betegnelse, han allerede i Vanillepigen
hæftede på sin far: Pissemand!
Her, netop her slutter jagten efter slægtens skjulte skatkamre.
For i opvækstens helt personlige traume gemmer sig alene den
nøgne sandhed. Og den rummer ingen ord, kun tavshed. Men
her er så også begyndelsen. Til alle Ib Michaels bøger, og til
denne ene. Det er her fra dette punkt, at forfatteren kan sende
romanens tolv ryttere ud af fantasiens flugtveje. Åbne
perspektiver bagud i livet og slægtens kollektive erindring, og
drømme, som kun Ib Michael har ord for og kan give så
formidabelt sprogligt liv. Det er en flot bog, gribende i sin
kerne, underholdende i sine enkeltheder.
|
|
Henrik Wivel i Berlingske Tidende, 2. april 1993.
|
| |
|
Om
Den tolvte rytter
|
|
At Ib Michael skriver forførende godt er ingen nyhed. Han
danser med sproget og med en drilsk fantasi bliver myter om
den danske guldalder pillet ned, ss det er en ren lyst. Den
tolvte rytter er også en overrumplende dialog med
biedermeierlitteraturen, og Michael giver sin modernisering af
gamle glemte historier, fx. Carl Bernhards Børbeballet. So
what? vil den nutidige læser måske sige. Og mit svar vil være,
at Michaels omskrivning er et overbevisende udtryk for vitale
mentale forandringer.
Historien går ikke igen. Og Ib Michaels forfatterskab bliver
ved med at udvikle sig. Den tolvte rytter er et kraftspring.
|
|
Erik Svendsen i Politiken, 2. april 1993
|
| |
|
Om
Brev til månen
|
|
Han ventede, til han blev halvtreds, med at skrive disse dybt
personlige og samtidig vildt verdenssbne bøger. Med Per
Højholts ord, ss begynder en forfatter at ´tage af hovedstolen´,
når han går til sit livs og sit værks urscener, sådan som det er
gjort i denne trilogi. Den kloge forfatter venter, venter, venter
længe med at tage af hovedstolen. Da Ib Michael omsider
gjorde det, kom der et mesterværk ud af det. Et vandfødt og
vidunderligt brev til månen, skrevet af Pjerrot, der ikke sagde
noget, før han kunne sige, hvad han ville sige.
|
|
Bjørn Bredal i Politiken, 1. oktober 1995
|
| |
|
Om
Brev til månen
|
|
Det er gjort med et voksent og følsomt overblik, hvor en
personlig erindring sættes i forbindelse med en epokes
strømførende fantasier, ss begge dele bliver levende,
overbevisende fortalt og filtret ind i hinanden, som tid og
mennesker altid er det. Det er i denne roman, at Tørsleffs
vanille-pige omsider viser sig at være en mand, ikke kun for os,
der har vidst det hele tiden, men ogss for fortælleren, der har
fortalt historien og været ubevidst om meget. Barndommens
land brister. Som virkelighed, men ikke som altings smertefulde
og længselsfulde udgangspunkt. Ogss den gode bogs.
|
|
Henrik Wivel i Berlingske Tidende, 1. oktober 1995
|
| |
|
Om
Prins
|
|
Jo, i Ib Michaels nye bog er der både Jules Verne og Salman
Rushdie, men ogss shuar-indianere og eskimoer, arutam-sjæle
og flyvende hollændere, både Kilroy og Vanillepige. Endnu
engang har han endevendt hele sit forfatterskab, så indholdet
ordner sig til en ny, grotesk og gotisk fortælling om altings
sammenhæng på tværs af illusionen om dets adskillelse ved
tidens tynde tråd.
|
|
Søren Vinterberg i Politiken, 2. oktober 1997
|
| |
|
|
