Anmeldelser om Karen Blixen

"Alligevel er Grundstemningen i disse Fortællinger langt fra bitter, og man kvier sig endogsaa ved at karakterisere den som kynisk. Snarere kunde man have Lyst til at citere den arabiske Eventyrfortæller Mira fra Fortællingen "Drømmerne". Han har faaet Næse og Ører skaaret af; men har faaet Ro i sit Hjerte, og ham er det, der siger: "Jeg er kommet Livet paa for nært Hold. Det kan ikke narre mig til at tro, at den ene Ting er mere værd end den anden. Dagslys og Mørke, Ven og Fjende, det kommer mig omtrent ud paa ét. Jeg kunde engang en virkelig tragisk Fortælling, en herlig Fortælling, fuld af Sjælekval og Taarer, og elsket af alle Folk, om en ung, smuk Mand, der til Slut faar Næse og Ører skaaret af. Nu kan jeg ikke forskrække nogen med dem, selvom jeg vilde, for nu ved jeg, at det ikke er saa meget værre at undvære dem end at have dem."
Og denne Grundtone vil vi fastholde. Sorg og Glæde, Smerte og Vellyst løber sammen i ét. Og med den i Øret vil man lettere kunde følge det religiøse crescendo i "Syndfloden over Norderney", det kyniske furioso i "Aben", alle de vovede og kapriciøse Melodier i "Vejene omkring Pisa" og "Drømmerne" og det rolige andante i de to danske Fortællinger "Et Familieskab i Helsingør" og "Digteren". Og kan denne Grundtone endnu ikke gøre Læseren fortrolig med Baronessens snørklede, hyperlogiske Fantasi, forekommer den stadig Læseren udansk, saa er det pudsigt at minde den samme uvillige Læser om, at den danske Søren Kierkegaard engang i vor "gotiske" Fortid, i Fyrrerne, skrev et hypergenialt Essay om Mozarts "Don Juan". Der vil man finde den samme danske Fantasi, der med sin logiske Stædighed truer med at sprænge Fornuften, den danske Fantasi, saadan som den er, naar den er genial."

Tom Kristensen i Politiken d. 25.9.1935

"I hele den lange realistiske Litteraturperiode, da man lagde Eventyret paa Hylden, tilfredsstillede man den samme Trang gennem Kriminalromanen. Det var de samme Spændinger, man vilde fremkalde, men Realismen forlangte, at Gaaderne skulde løses tilsidst ligesom en matematisk Opgave. Det er denne Realisme, Forfatterinden til de fantastiske Historier helt har kastet overbord for i Stedet at tage Traditionen op fra Tusindogeen Nat og fra Boccaccio og de andre store Fortællere, men altsaa vel at mærke i Empire.

Dertil hører ogsaa Fortælleglæden. Der vrimler med Historier, den ene inden i den anden paa østerlandsk Manér, saa at det minder om den Leg, Børn leger, med at sætte Fandens Mælkebøttestilke inden i hinanden og til sidst lave Kæden saa lang, at den kan gaa rundt om hele Huset. Det er den rene og skære Lyst til at fabulere, et oprindeligt Anlæg, som i vore Dage er forkrøblet paa Grund af Avislæsning og Radio. Hvem kan mer fortælle? Selv Samtale bliver i vore Dage mere og mere til en Slags Eksamination, i det fælles Avisstof.

Til Slut skal for en Fuldstændigheds Skyld fremhæves, at hvis en og anden Mørkemand skulde glæde sig over, at Romantikken nu skal paa Moden igen, saa kan han vist komme til at glæde sig for tidlig. Bogen er nemlig hverken moralsk eller umoralsk, men simpelthen amoralsk, et Marionetspejl om Mænds og Kvinders Drifter, skrevet af en klog og følsom Iagttager. Er Eventyrformen, der er anvendt, næsten østerlandsk og er Tiden Empire, saa er til Gengæld"Belysningen højmoderne og aldeles usentimental Funkis."

Hartvig Frisch i Social-Demokraten d. 25.9.1935

"Noget af det, der gør Karen Blixen til vor betydeligste moderne forfatter er to hovedtemaer i fortællingerne: forholdet mellem kvindens væsen og mandens opfattelse af kvinden, og, forholdet mellem livet og kunsten. I Syv fantastiske fortællinger er det kvindeproblematiske især tydeligt i "Den gamle vandrende Ridder" og "Drømmerne". Kunst-liv temaet i "Digteren" og "Syndfloden over Norderney". "To fortællinger, "Aben" og "Et Familieselskab i Helsingør", handler om de begrænsninger, som miljøet sætter for individuel udfoldelse. Et andet væsenligt motiv i Syv fantastiske fortællinger - især udviklet i "Veje omkring Pisa" - er menneskers, ofte den ældre generations, forsøg på at handle med og styre andre menneskers liv.
Glem alt hvad De har "hørt" om, eller De mener, De ved om Karen Blixen, og læs hendes fortællinger, de er fantastiske - på flere måder."

Marianne Juhl i Berlingske Tidende d. 17.3.82 - i anledning af Gyldendals genudgivelse

"Hvad nu endelig dagens bog angår, de fortællinger, som Karen Blixen skrev under hårde sygdomsår, og som hun troede skulle blive hendes sidste, så findes blandt dem nogle af hendes mest personlige. (...)
Hun havde i vintereventyret om "Heloise" skrevet om samme emne, og også i "Ekko" tager hun tråden op fra en tidligere fortælling, "Drømmerne". Nu føjer hun til historien om den store sangerinde Pellegrina Leoni et kapitel, hvori hun afslutter et venskabsforhold til en ung dansk digter, som havde været indfanget i og havde frigjort sig fra hendes væsens fortryllelse.
Blandt samlingens øvrige danske fortællinger er som slutvignet "Samtale om natten i København", hvor Karen Blixen med Johannes Ewalds stemme udbryder: "Jeg har altid elsket ordet, få har elsket det som jeg". Med denne lidenskab for ordet stemte hun det danske sprog som et instrument og aflokkede det en ukendt tonerigdom.

Men det skete ikke ved, at hun gav sig sine fabuleringer i vold. Vel kendte hun inspirationens velsignelse, men hun var midt i sine store fantasier en hård og streng arbejder. Hun vidste, at hvad kunsten ellers er, så er den ikke hurtig. Hun skrev om og om igen. "Jeg er verdens største snegl", sagde hun."

Merete Bonnesen i Politiken d. 3.3.1972 - i anledning af Gyldendals genudgivelse