Anmeldelser om J. P. Jacobsen
|
Om
Niels Lyhne
|
|
Hvad Bogens Overmaal af Betragtninger angaar, er det saa
sin egen Sag. Jacobsen hører ikke til de Forfattere, for hvem
den kunstneriske Anskuelsesevne hurtigt siger Stop og som
maa udfylde Hullerne med halvt videnskabelige Reflexioner.
Det er tvertimod en ægte kunstnerisk Evne, der fører ham bort
fra Handling og Replik, nemlig hans fine Sands for alt det
Ubevidste og halvt Bevidste i vort Sjæleliv. Ofte, som i den lille
Studie over Fru Boye og hendes Kritiker-Elsker, giver han os
paa et Par Sider en hel Novelles Marv, et erotisk Forholds
hemmeligste Drivfjedre, en Begivenheds hele Forløb, gjør os
det saa klart, som havde vi selv været tilstede, og det uden at
lade nogen af de Psgjældende tale et Ord eller gjøre en
Bevægelse; han springer ofte en Katastrofe forbi, for
udelukkende at dvæle ved de tilsyneladende saa ubetydelige
daglige Indtryk, der lidt efter lidt fylde Bægeret, saa det maa
strømme over; han forlader ofte de Elskende, for i stedet at
tage deres Kjærlighed for, skyder de Sørgende, den
Drømmende til Side og forfølger selve Sorgen og Drømmen,
som var den et selvstændigt personligt Levende; de næsten
umærkelige Krusninger, der glider henover Stemningernes
uafbrudte Bølgegang, de uendeligt smaa Paavirkninger, vi ikke
selv vide af, men som idelogt gjentagne nuancere og bestemme
vort Væsen, de ere ham oftest kjærere end det Ord, den
Handling, de udmunde i. Og det er intet Under, at det er saa,
thi med en næsten enestaaende Kunst veed han at gjøre dette
Fnuglette haandgribeligt, forvandle dettte Usynlige til et
Anskueligt, der har hele Virkelighedens Farvespil; paa dette
Punkt taale hans Bøger Sammenligning med det Bedste, men
vil nævne.
|
|
H.S. Vodskov i Illustreret Tidende, den 19. december 1880.
|
| |
|
Om
Niels Lyhne
|
|
J.P. Jacobsen er en fornem Forfatter, en sjælden Gjæst paa
vor nu saa livlige literære Arena. Hans Arbejder er faa, men
udsøgte, hens Plads blandt de Yngre fremskudt. Fire Aars Flid
og kunstnerisk Udformning er nedlagt i hvert af hans to større
Digterværker. Skal det nu atter vare saa længe, før vi paa Ny
mødes med ham? Det vilde være interessant at se den
utrættelige Ciselør en Gang til Afvexling forsøge at hugge en
Marmorblok lidt friere til. Men fra nu af, da han har indfriet
sine Løfter fra Maria Grubbe, vil han altid være velkommen,
altid blive ventet med Længsel og fulgt med Opmærksomhed. I
Niels Lyhne har han lært os, at selv de fagreste Drømme, selv
de dybeste Længsler ikke lægge en eneste Tomme til
Menneskeaandens Væxt, men et trofast Arbejde i Ens
Livskald og et uforsøgt Excelsior bringer baade Individet selv
og det Samfund, det tilhører, bestandig et Stykke fremad.
|
|
Otto Borchsenius i Ude og Hjemme, den 9. januar 1881
|
| |
|
|
