Anmeldelser om Jens Christian Grøndahl

Jens Christian Grøndahl har skrevet en smuk og udfordrende roman, der udstiller den danske tvivlesyge og tager lykkedrømmen på ordet.

Lars Handesten, Berlingske Tidende 1. oktober 1996

Jens Christian Grøndahls niende roman varierer endnu en gang forfatterskabets gennemgående temaer: Menneskets rejse i tid og rum, vore kærlighedsforviklinger, synets glæder og flugtveje, ordenes magt og afmagt... Stilen er virtuos og glansfuld næsten til glittet papir. Og denne gang kan alle læsere være med. Grøndahls eksistentielle kærlighedsroman vil ramme i solar plexus på enhver, der blot en enkelt gang er blevet svimmel ved at tænke på, hvor lidt der skulle til for, at livet kunne være blevet helt anderledes.

John Christian Jørgensen, Ekstra Bladet 1. oktober 1996

"…en helt ualmindelig dejlig roman…Siden sin debut i 1995 med romanen Kvinden i midten er Jens Christian Grøndahl bog for bog vokset i kunstnerisk bredde og myndighed. Tavshed i oktober burde blive hans store gennembrud.

Knud Bjarne Gjesing, Morgenposten Fyens Stiftstidende 1. oktober 1996

Et højdepunkt i 1990´ernes litteratur… Grøndahl behersker sin roman suverænt. I rolige, rigt strømmende sætninger fortæller han én historie, så én der ligner, så frem, så tilbage, København, Lissabon, Paris, New York, men hele tiden også nu, der er fuld kontrol på forløbet, og der er bestandig suspense…"Tavshed i oktober" er en af de romaner, der kommer til at tegne 1990´erne.

Bjørn Bredal, Politiken 1. oktober 1996

Lucca er en broget vidt forgrenet fortælling om kærlighedens vilkår og drømme i 1990´erne. Intet mindre. Den er ubetinget en af de bedste af slagsen; som bekendt betyder det ikke, at læseren bliver budt på en idyllisk fortælling. Kuppet i Jens Christian Grøndahls tekst er netop, at den udspiller sig på en smerterlig baggrund, og at den insisterer på at fastholde afstanden mellem mennesker, der så hjertensgerne vil tættere på hinanden.

Erik Svendsen, Jyllands-Posten 5. marts 1998

...Grøndahl sætter i scene, så man fængsles og pirres, samtidig med at han forbavsende tilgængeligt og forståeligt vender og drejer nogle meget moderne spejle: personligheder, der glider over i individualiteter, rodløse rollespil rundt i modernitetens dødsdrøm.

Bjørn Bredal, Politiken 5. marts 1998

Det klæder Jens Christian Grøndahl at være sarkastisk; væk med omsvøbene, væk med indfølingen, kort proces, bare engang imellem. Han kan gøre det så elegant, uden at forråde nogen eller spolere fiktionen.

Thomas Thurah, Weekendavisen 6. marts 1998