Anmeldelser om Villy Sørensen
|
Om
Sære historier
|
|
Elegant og sikker springer den os hidtil ukendte Villy Sørensen ind i
manegen og giver sig til at trylle for øjnene af sine forbløffede læsere.
For han kan nemlig trylle, han kan vist ogsaa hekse lidt, og fabulere
som en snurretop, og fantasere som et mareridt. Hvor har han lært alle
de kunster, saadan i al stilhed? Med sine 24 aar. (...)
Hans Sære historier har blandt andre fortrin ogsaa det, at de virkelig
er sære. Han gækker os, han skjuler sit unge, fotografiske alvorsansigt
bag sjove og mærkelige masker, og (...) synes slet ikke tynget af sin
egen ungdom. (...)
Overlogiken er Villy Sørensens tryllestav, og fantasien hans høje hat. I
hans Sære historier kan vi beundre hans artistiske behændighed,
men vi bemærker tillige, at han ikke kun er fingernem. Han er skam
ogsaa begavet - et lyst hovede.
|
|
Ove Abildgaard i Socialdemokraten, den 31. oktober 1953
|
| |
|
Om
Ufarlige historier
|
|
Villy Sørensens fortællinger indeholder ingen forkyndelse og bringer
intet etisk eller religiøst budskab. Paa mange læsere vil de virke
desorienterende, og nogle vil kalde dem dunkle og forrykte, skønt de er
klare og kloge. De handler om de problemer, der maa beskæftige
menneskenes tanker i vore dage: B-bomben, individ og
massemenneske, propaganda og massesuggestion, det splittede
menneske o.s.v., men der løftes ingen pegefinger, og der siges ikke:
Dette er rigtigt, dette er forkert.
Hvad er det da, Villy Sørensen opnaar ved sit snilde spil med orglets
registerudtræk? At stille problemerne paa hovedet? At vise os dem i et
hulspejl? Nej, ikke just det, for hvis man undertiden synes det, er det
kun krusninger paa overfladen. Men han aabner nye, overraskende
perspektiver ved at genindsætte det ironiske spørgsmaalstegn i dets
gamle sokratiske rettigheder og ved at spille med højre haand paa
alvorens og med venstre paa spøgens manual, men paa en saadan
maade, at det ikke altid er til at afgøre, hvilke toner der kommer fra højre,
og hvilke der kommer fra venstre haand.
|
|
Carl Johan Elmquist i Politiken, den 26. oktober 1955
|
| |
|
Om
Formynderfortællinger
|
|
Det er enhver tænksom person givet at vide, at magt korrumperer,
ogsaa den mindste magt, det er somme tider endda magt- og
formyndermennesker givet at gøre denne iagttagelse, at gøre den
smertelig selverkendelse. Angst griber kritikeren. Angst griber læseren.
Angst griber bestemmeren.
Det er let nok for den underkuede at blive bange og elendig. At være i
gode menneskers vold er en ydmygelse saa bitter, at den sætter sorte
mærker i panden, at se for enhver. Men for formynderen og den gode
vejleder at se sit Judas-mærke - det er en langt sværere og langt mere
tyngende sag.
Villy Sørensen har gjort det. Hans bog er ikke piskeslag paa tiden -
hvor vittig den saa ofte dog er - den er erkendelse ef egen tvetydige,
fortvivlet stærke position. Det er som om han kommer til os med sin
magt og viden og fortvivlet raaber om hjælp (...)
Villy Sørensen begynder meget barsk sin bog med den mest
konstruerede historie. Den handler om, at sandheden er umulig, vi maa
leve seende, selv om vi er blinde. Den er forfærdelig, og ejendommelig
nok er den den mest forpinte af fortællingerne under synsvinklen
digtning, den er mere allegorisk end levende.
Men læser man nu videre gennem bogen, opdager man at der er sket
det med Villy Sørensen, at tanken og konstruktionen og dermed
allegorien er veget, og digtningens paradoksalitet indtraadt i dens sted.
Det er en fortryllende og frygtelig bog, et digterværk som vi ikke kan
leve foruden.
Spekulationer over Villy Sørensen maa ligge. Hans filosofiske og
psykologiske baggrund faar være. Nu er der kun det spørgsmsl, om
hans høje alvor vil blive lige saa varmt gribende som Ole Sarvigs og
lige saa sundt nærværende som Peter Seebergs.
Svaret er ja. Vi er pludselig nær ved en digter, som er Villy Sørensen.
|
|
Jens Kruse i Jyllands Posten, den 25. november 1964
|
| |
|
|
