Anmeldelser om Søren Ulrik Thomsen
|
Om
City slang
|
|
Søren Ulrik Thomsen er en dag- og nattevandrer med gehør for
gadens og blodets sang. I en slags mild surrealisme registrerer han på
nethinden virkelighedens skær af uvirkelighed. Dagene er af
gennemsigtigt glas, næstterne næsten mere virkelige end dagene (...)
og det hele forekommer flydende og flygtigt uden mange pejlepunkter.
Den tid, den sorg hedder et af digtene, vel at mærke uden den
betydning, udtrykket sædvanligvis har.
I kaffebaren med cigaret og cola, i biografens dybrøde foyer eller på
broen over kanalen i Amsterdam, den samme fornemmelse af ventetid,
flugt, drøm, film. Byen er en kalejdoskopisk drejescene med neonlys og
taxaskilte, "et bål af lys i alle ruder". Søren Ulrik Thomsen gør sin entré
med en ny følsomhed, der er åben, hudløs og med stor dybdevirkning.
|
|
Kristen Bjørnkær, Politiken 28-9-81
|
| |
|
Om
Nye digte
|
|
Det er her Thomsen har bevæget sig siden sidst. Hans digte er blevet
sprogarbejde, og han formsr nu at aflokke sproget de sært ironiske
dobbeltheder og flertydninger, der for alvor blænder op for
uendelighed, for det poetisk sublime. Thomsen bruger for eksempel en
dagligsproglig vending - en rent sproglig abstrakt talemåde - så vender
han den om og får den pludselig til at kaste jord i munden på den
læsende, som var den verdens virkeligste ord: Træerne vokser ikke ind
i himlen./ Men de vokser ud i luften, som vi ånder,/ og ned i jorden til
de døde,/som vi savner. Og det er alt nok
|
|
Poul Erik Tøjner, Kristeligt dagblad, 6-10-97
|
| |
|
Om
Det skabtes vaklen
|
|
Glæden ved at læse Søren Ulrik Thomsens nye digte grænser
mærkeligt nok op til rædslen for at begå en uopretelig fejl. Man tilegner
sig bogens tekster med samme sikre fryd, som den hvormed man en
gang imellem giver eventuelle følelser et voldsomt, direkte udtryk, eller
følger en vigtig beslutning; men man fordyber sig også i dem med med
dén fornemmelse af bundløs risiko, som desværre kan melde sig straks
efter en ytring af hengivenhed eller vrede såvel som i det øjeblik, hvor
man - ak, for sent - fortryder at have sat sig op i en bybus eller skænket
hele sin formue til f.eks. Kattens Værn.
Dobbeltheden af vished og vaklen beror på, at disse digte alle ude på
intet mindre ned det definitive. De vil udgranske Koden, forstå selve
Skæbnen.
|
|
Erik Skyum-Nielsen, Information, 2-3-96
|
| |
|
|
