Anmeldelser om Peer Hultberg
|
Om
Requiem
|
|
Requiem er en lysende klar bog, det er kun ved sin utrolige
mangfoldighed, den bliver ss svær at hsndtere.
Forestil Dem et øjebliksfotografi af en menneskemasse. Hultberg giver
hver enkelt ps dette billede stemme i en kort monolog, 537 stemmer, 537
æsmertepunkterÆ. Det er den store musik som romanen dyrker, som hos
Joyce og Hermann Broch. Alle disse mennesker fremvises i vittige og
skrækindgydende monologer, de er ensomme, men de er sammen i
bogen, i skriften...Det er en fantastisk rigdom, Peer Hultberg med
Requiem skænker den danske litteratur.
|
|
Poul Borum, Ekstra Bladet, 18.10.1985
|
| |
|
Om
Slagne veje
|
|
Nu er Hultberg der ss igen med en samling fortællinger. Igen en bog
der ikke ligner noget vi før har set i dansk prosa. Endnu en bog, som
bekræfter Peer Hultbergs helt enestsende placering i dansk litteratur: Ps
en gang yderst elitær og marginal i forhold til aktuel, dansk kærneprosa,
men til gengæld nøje forbundet med med en stor europæisk tradition og
ss samtidig en af de største sproglige virtuoser ps dansk. Ingen anden
har ps det seneste formset at drive prosasproget til ssdanne
udtrykshøjder. Helt uden maner, men stejlt insisterende ps at ordene
skal bruges som kunstnerisk rsmateriale, modulerer han sit danske
sprog til lange, rytmiske og melodibærende forløb, som egentlig bedst
sammenlignes med det bedste i moderne lyrik. Men Hultberg er netop
ikke lyriker, - det er pointen. Hans tekster er ikke prosadigte. For bag
det han selv kalder den uendelige melodi, som er sproget i dets
harmoniske og tematiske forløb, ligger fortællingen om tilværelsens
egne, eksistentielle forløb, som de folder sig ud for den enkelte
bevidstheds eget, indre spejl.
|
|
Thorkild Nyholm, Litteraturmagasinet Standart, nr. 2, 1988
|
| |
|
Om
Præludier
|
|
Præludier forener Requiems voluminøse ordstrøm og syntagmets
musikalitet med Slagne vejes kompositoriske musikalitet. Præludier er
crescendoet, en genial komposition, der med enkle, raffinerede midler
afbryder dødsmessens inferno. Der nemlig, hvor forfatteren lader sin
person komme tilorde, langsomt lader ham tilegne sig sproget og
dermed verden. Det sker ikke under orglers brusen eller til
akkompagnement af lyse violiner, men i Hultbergs kendte abrupte
kadencer, men der er en verden til forskel.
Præludier er for Peer Hultbergs forfatterskab, hvad De døde Rige var
for Henrik Pontoppidans. En forfinet komposition, hvori srs slid klinger
sammen i et virvar af distinkte toner. Ss selvfølgeligt, ss ubegribeligt.
|
|
Thomas Thurah, Litteraturmagasinet Standart, nr.5, 1990
|
| |
|
Om
Byen og Verden
|
|
I Byen og Verden møder læseren dem alle: mand og kvinde, gammel og
ung, rig og fattig, udbredt i en vifte - lige fra de fanatisk normale og til
de magtsyge, panisk perverse. Ofte har man svært ved at skelne, for
uanset menneskeskæbnernes art bevarer Hultbergs alvidende fortæller
samme elegance og coolness. Uden at ryste ps stemmen beretter byen
sørgmodigt smilende om selvmord, mord, og pludselig sygdom, om
tyste skandaler og storladne sammenbrud, men ogss om de smsbitte,
aldeles upsfaldende, men i al stilhed utrolige liv.
Man kan med sindsro anbefale alle at tage fat ps bogen og nyde dens
afsnit som udsøgte dadler, som schweiziske chokoladepraliner, som
lette sip af fin gammel cognac. Oven ps den oplevelse kan man ss unde
sig selv det frydefulde besvær at læse de øvrige bøger, ogss de
allerførste.
|
|
Erik Skyum-Nielsen, Information, 3.2.1993
|
| |
|
|
