Uddrag fra
Lykkelige Kristoffer
Af Martin A. Hansen
Mosen dunstede, og man mærkede engblommers lunkne lugt. Bunden gyngede men ikke engang den mægtige Rufulus gik igennem. Hverken han eller de andre dyr ville helt hen under galgen. De humpede sig prustende og blev så bundet ved en ledstolpe lidt derfra.
Skønt det ikke var ret mørkt, syntes galgen at blive borte i luften, øjet løb fuld af uklarhed, når man så opad, og klerken håbede et øjeblik, at Keld allerede var taget ned. Men så rejste de stigen, og Pål sagde lavmælt: "Seså, doktor, nu må du til det. Du tror jo ikke alt, hvad folk siger, og det er det eneste, jeg nødig gør selv." Men Kristoffer sagde lige så sagte: "Det var mig, der først ville, så jeg må gå derop, selv om jeg heller ikke synes om det. Men først må du læse en bøn, broder Martin." Pål rådede ham til at læse Fadervor baglæns, så var det stærkere; men klerken læste bønnen på kristen vis. De ventede lidt. Her og der klagede en vibe. Det var ikke noget godt sted.
Kristoffer entrede varsomt op ad den svajende stige og forsvandt over de andre, som havde møje med at holde ham. Lidt efter kom han ned igen og hviskede, at de måtte hugge galgebjælken over deroppe, for han hang i en svær lænke, som man ikke kunne gøre noget ved. Mens de stod og grundede over det, peb det oppe i lænken, soni kadaveret var kommet til at svinge i. Da de hverken havde økse eller fil, foreslog Pål en løsning, som Kristoffer kun nølende gik med til.
"Lerbi, Bibalbe, Agmabod," svor Pål, han stak stål i stigen, spyttede på trinene, læste flere hedenske ven og sluttede så: I navnet patris, filii et spiritus sancti." Han gik op, og han var meget værre at holde end Kristoffer, som heller ikke kunne erstatte ham forneden. Da de stod og spændte sig af al magt under stigen, begyndte en kirke at kime langt borte. Pål mumlede ustandselig deroppe, og stigen skjalv. Så gik det op for klerken, det var ørets blod, der kimede.
"Consummatum est," sagde han deroppe. Stigen rystede, og der kom en styg lyd. Den hængtes krop for forbi som en skygge og ramte jorden med et knæk som en tør gren. Trin for trin, stadig manende, steg Pål ned med broder Kelds hoved under armen. Kristoffer bredte sin skallede ulveskindskappe ud i det fugtige græs, og de tog Keld og lagde ham på den. Han var meget let og lugtede sødligt. Pål lagde mumlende hovedet på plads, og de pakkede liget ind og bar det hen til Rufulus. Det var vanskeligt at få snøret bylten på ham, da han prustende slog sig til siden. Klerken læste atter en bøn, og imens svor Pål sit eget, tog brødsmuler og salt fra sin taske og strøede på jorden, så ingen fra stedet kunne følge efter dem. Men fra den sovende by hørte de ingenting.
De ville begrave ham ved Gøtested kirke, der ikke ligger så langt derfra, men et øde sted. Pål red forrest, Kristoffer sad op bagved klerken, så han kunne trække Rufulus, der treven fulgte med. Fod for fod gik det indad i landet, hvis høje rejste sig sorte i øster, mens himmelen blegedes lidt. Da de skimtede kirken oppe i tykningen, var klokken om ved to, for de hørte hanen fra en gård nede ved åen. Pål vendte sig. "Han ligger og lyser!" sagde hall. Der var virkelig som en lysende aura om bylten på det store dyr; men jeg gad dog vide, for bagved lå havet med dets sølvblege dønninger.
|
|
