Uddrag fra
København
Af Katrine Marie Guldager
Pandekager
På vej op med liften i Tyin opdagede Karl, at den ene skispids havde fået en revne, så da han sprang af liften, trak han ind til siden for at undersøge den nærmere. Birgitte og børnene var på en øvebakke i nærheden. Han fiskede sit skumunderlag op af rygsækken og satte sig i solen. Det var nogle dage siden, at der var faldet sne, så sneen var kørt hård. Karl fandt en appelsin og en lille kniv. Mens han skrællede appelsinen, kom han til at tænke på Heinz, hans lillebror, der boede lige ved Café Intime på Frederiksberg. Appelsinsaften løb ned ad hans hænder.
Da han kom ned til hytten, spændte han skiene af og fandt nøglen i en krukke ved siden af dørtrinnet. Dørtrinnet var glat, og som han stod der og balancerede i slalomstøvlerne, var han lige ved at falde. Så stak han nøglen i låsen og hørte en lyd bag sig. Han vendte sig, men kunne ingenting se. Det var Birgitte og børnene der nærmede sig fra den anden side af huset. Det ærgrede ham, at de kom allerede. Han drejede nøglen helt rundt og skubbede døren op. Han syntes faktisk, det var anstrengende at være sammen med sin familie 24 timer i døgnet. Også elm om Birgitte var flink til at tage børnene med over på øvebakken.
Han havde været sin kone utro så længe, at han regnede det for normalt. Han havde elskerinder, sådan var det. Han tog skitøjet af og hjalp pigerne. Den yngste klæbede til ham som en sugemalle. Hun ville gerne lære at tænde op i pejsen, og selv om hun var otte til at krølle avissiderne og tænde tændstikken. Flammerne gav genskin i hendes øjne, og lugten af røg bredte sig.
Det begyndte med hans sekretær, og det var hende, der lagde op til, at de skulle have en affære. det foregik på hans kontor, hans første kontor som ejendomsmægler, hun med spredte ben på skrivebordet, han med bukserne hængende nede om anklerne. Sådan, pludseligt. Det var rent held, at der ikke kom nogen. Luften havde været fuld af flirt længe, men han havde sagt til sig selv, at det var udelukket. Han skammede sig over, at han overhovedet havde lyst.
På vej hjem fra arbejde var han først lettet, men efterhånden meldte samvittigheden sig, han holdt for rødt. Billederne af hans sekretær, der sad med spredte ben foran ham, af hendes åbne, forvrængede mund, var lige ved at gøre ham ophidset igen. Han kunne stadig mærke følelsen af at holde om hendes hofter.
Han ville fortælle Birgitte det samme aften, men det blev aldrig til noget. Utroskaben blev en dårlig vane. Han og hans sekretær blev som to narkomaner, der var ved at blive sindssyge af mangel på stof, de planlagde møder rundt omkring i firmaet, i kosteskabet, i kopirummet, i kælderen. Til sidst så Karl ingen anden udvej end at sige op, og selv om Birgitte undrede sig over, hvorfor han sagde et godt, vellønnet job op, fik han ingen problemer med hende.
Allerede på næste arbejdsplads gik det galt igen, og denne gang var det ikke en sekretær, men en kunde. Han havde netop vist hende en gammel murermestervilla i Køge, da hun midt i havegangen pludselig spurgte ham, om han var gift, hvortil han svarede ja. Han var lykkelig gift.
Da hun ringede og bad om at se huset én gang til, vidste de begge to, hvad der skulle ske. De ankom til villaen nøjagtig samtidig. Hun parkerede sin Alfa Romeo, og han mødte hende cirka midt på asfalten. Så gik de begge uden at sige et ord op ad havegangen. De gennemgik hele huset fra kælder til kvist og strejfede kun hinanden ganske let. Hun spurgte nysgerrigt, han svarede. De bevægede sig op ad trappen, der knirkede en smule. De studerede omhyggeligt deres omgivelser og vidste, at det var noget helt andet, det drejede sig om. Omsider nåede de frem til soveværelset. De rullede persiennerne ned og tændte en enlig pære, der hang i loftet. Hun stod lige under den, mens han klædte hende af, trak bh-stropperne ned over skuldrene. Han kyssede hende forsigtigt på halsen, lod tungen glide ind i hendes øre. Hun bremsede ham, og de stod sådan lidt og mærkede hinandens åndedræt, en blanding af lyst og smerte.
Pludselig havde de stået sådan for længe til, at de kunne holde det ud længere. Hendes brystvorter strejfede hans brystkasse, hans pik strejfede hendes kønsbehåring. det langsomme skiftede med lynets hast til noget hurtigt og voldsomt. Sengen stod parat, men i stedet kneppede Karl hende op ad væggen.
Birgitte havde hele tiden vidst, at Karl var hende utro, hun vidste det, før taqnken overhovedet opstod i hans hjerne. det rørte hende ikke, ikke mere, hun havde lært at bevæge sig gennem deres ægteskab lige så upåvirket som en glaskugle. Og så forærede hun sig selv dyre ting, hun havde f.eks. lige fået en ny bil, og hvorfor ikke? Hun vidste godt, at det lagde et pres på deres økonomi, men det var ikke hendes problem. Det var en uskreven aftale imellem dem: Hun tjente lidt håndører, men det var ham, der havde ansvaret for økonomien.
Indflyvningen over København var smuk. Det var klart vejr, og Karl og Birgitte sad ved hver deres vindue. Karl nød at kigge på København, som han havde boet i hele sit liv. For sin datter udpegede han Utterslev Mose, Rigshospitalet og søerne. Han kiggede ned over byen og mærkede en glæde ved at genkende de forskellige steder, men han mærkede en vis forstemthed: Man kunne leve et helt liv i København uden at opdage, hvad der skete i resten af verden. Stewardessen bad ham om at rette sit stolesæde op til lodret position. De landede i Kastrup og fandt deres bil på langtidsparkeringspladsen. På vej hjem besøgte de Heinz på Frederiksberg. Heinz kunne høre dem mase og rumstere helt nede fra bunden af opgangen, og han var lige ved at råbe til dem, at de skulle lade bagagen stå i opgangen. Men så sagde han ikke noget alligevel, og de bar al bagagen op, bortset fra skiene, der var spændt fast på taget.
Da de havde drukket te, var det Heinz, der kørte dem hjem. Gennem bakspejlet holdt han øje med Birgitte, der sad på bagsædet. Lyset var stærkt og en smule flimrende. Heinz var faktisk ikke klar over, hvorfor det var ham, der kørte, men han gjorde det alligevel. Karl sad på passagersædet.
Heinz parkerede foran rækkehuset i Måløv og blev siddende et øjeblik, mens de andre tog bagagen ud af bagagerummet. Så lod han sig overtale til at gå med indenfor. Han havde en fantasi om, at han var med til at holde sammen på Karls familie. Det var derfor, han lod sig overtale til at gå med ind i køkkenet og drak en øl. Derfor han sad som en slags centrum, mens børnene hentede deres kæledyr, og forældrene åbnede post.
I sin frokostpause slentrede Karl ned ad Istedgade med hænderne i lommen. Han havde glædet sig til at komme tilbage til ejendomsfirmaet, men mandag morgen havde været én lang konflikt mellem ham og hans partner. De var ikke uenige om, hvordan firmaet skulle køres, hvilken standard der skulle sættes. Det, der var blevet uudholdeligt for Karl, var den familiære tone. Inden for de sidste fem år havde hans partner nemlig ansat ikke bare sin fætter og sin svigerdatter, nu havde han også ansat sin kone. Karl slentrede ned ad Istedgade, men efter en halv time besluttede han sig for, at han ville tilbage til kontoret. Han troede, at han ville opsøge en luder, men han havde ombestemt sig.
Klokken lidt over to ringede den yngste af hans døtre og sagde, at hun kedede sig. Hun havde leget med sit marsvin, badet det, givet det tøj på, og nu kedede hun sig. Hun spurgte sin far, hvad hun skulle lave, og Karl var venlig og imødekommende.
- Hvad har du lyst til?
- Far, sagde hans datter desperat, som om forbindelsen var ved at blive afbrudt.
- Far, er du de?
Karl skubbede stolen tilbage og følte sig som blind passager på et skib, hvis destination han ikke kendte.
- Jeg er lige her, sagde han roligt. - Hvad har du lyst til at lave? Er der ingen, du har lyst til at lege med?
- Det ved jeg ikke, sagde pigen.
- Du må gerne lave pandekager, sagde Karl. Det plejede at trøste hende.
Pigen svarede ikke. I stedet spurgte hun, hvornår han kom hjem, men Karl skulle ikke alene arbejde over første dag efter ferien, han skulle også besøge en vis dame.
- Mor kommer snart, sagde han.
Pigen svarede ikke. Pludselig lagde hun bare røret på. Karl skulle lige til at ringe op igen, men et øjeblik efter havde han en kunde i røret.
Han var ved at lave en salgsopstilling, da hans computer brød sammen. Harddisken var begyndt at larme for en måned siden, men Karl havde ignoreret det. Han havde tænkt: Det går nok over. Det var som en stor rød advarselslampe, han ikke havde set. Han gik frem og tilbage mellem bordene og rasede, de andre kiggede deltagende på ham, på computeren, men Karl mærkede ingen deltagelse, han mærkede kun sin egen irritation. Det forekom ham, at hele lokalet lugtede af citron.
Sammenbruddet af computeren var så omfattende, at han ikke kunne tænke det igennem, han prøvede at klare situationen skridt for skridt. Før han vidste af det, var klokken fire, og han kunne lige så godt gå.
Hjemme gik hans datter i gang med at lave pandekager. Hun havde en opskrift, hendes far havde tegnet på papir. En kop mel, en kop mælk, salt, sukker og et æg. Karl gik op ad trappen til en taglejlighed i Saxogade, hans datter slog et æg i stykker på kanten af en skål. Karl ringede på og blev lukket ind. Kvinden, der tog imod ham, kiggede på ham uden synderlig interesse, de havde kendt hinanden i nogle år nu. Det hele foregik efter en fast rutine. Hun sad allerede på briksen, for de foretrak briksen frem for den rigtige seng. Han klædte hende af, trak tøjet op over hendes ansigt, lod øjnene glide ned over hendes krop. Hun lagde sig ned, strakte sig. Hun sagde ingenting, tog imod ham lige så føjeligt som et stykke papir.
|
|
