Elskede ukendte

Af Kirsten Thorup

Den unge mand kom gående ned ad gaden hen imod ejendommen, hvor han boede. Det var en stille gade i et af byens velhaverkvarterer. På begge sider var der træer og et bredt, aristokratisk fortov. Han var høj og ranglet og gik med lange, seje skridt. Taktfast som en maskine. De lange flagrende arme fik ham til at ligne en stor sort fugl med sænkede vinger, der når som helst kunne folde sig ud og hæve ham op over boligkarreerne, op mod himlen og verdensrummet. Han manglede den ene øreflip, som han engang havde skåret af med en japansk hakkekniv for at vinde et væddemål på 200 kroner. Ikke fordi han var en vild dreng, men fordi han var meget ærekær. Hans hår var klippet helt tæt og lå som en mørk skygge omkring kraniet og fremhævede hans usædvanligt smukke hovedform. Som håret sad den sorte T-shirt og cowboybukserne tæt til kroppen, som om de var malet på. De mørke, dybtliggende øjne havde et verdensfjernt og selvtilstrækkeligt udtryk, der virkede øretæveindbydende.

Lange natlige spadsereture var hans foretrukne motionsform. Han tænkte klarest, når hans krop var i bevægelse. I en kort periode havde han været medlem af en fitness club, men blev hurtigt træt af at bakse rundt i de latterlige motionsmaskiner, der lignede Anders And-udgaver af torturinstrumenter. Han havde vandret rundt i de stille, mennesketomme provinsgader, kun ledsaget af lyden af sine egne skridt. Han havde gået i mange timer og var nået uden for byen helt ud til klinten, der rejste sig med en stejl morænevæg ud mod Storebælt. Ovre på den anden side bag den usynlige horisont lå Fyn, et fremmed land, hvor han aldrig kom. Det var blevet et tilbagevendende ritual, at han skulle ud og vende klinten, inden han gik hjem. Han stod helt ude på den yderste pynt, som blev kaldt selvmordernes sidste holdeplads, og så ud over vandet, der gik i ét med himlen. De lyse nætter var lige begyndt.

Han var gået ad skovstien gennem den nyudsprungne bøgeskov tilbage til byen. Højt oppe over hans hoved sang trækroneme i blæsten, der kom ude fra Bæltet. Han gik i læ inde i skoven som i en højloftet dansehal, hvor de dansende i træernes skikkelse stod stille mellem hinanden og ventede på, at musikken skulle begynde at spille. Han havde lyst til at omfavne de tavse træer og mærke de hårde ubøjelige træstammer mod sin krop og smelte sammen med dem, blive til mand-og-træ. Men træerne virkede utilnærmelige og afvisende og ville ikke lukke ham ind i deres fællesskab. Han blev grebet af en svimlende følelse af fremmedhed, af at være en fremmed på en fremmed planet. Han skyndte sig ud af skoven som jaget på flugt af en fjendtlig hær, camoufleret som træer.

- Jeg er kun på gennemrejse. På vej mod fremtiden, tænkte hm, mens han løb hurtigere og hurtigere. Hans fødder rørte knap nok jorden. Han befandt sig i en eksalteret selvrus, fremkaldt af kroppens egen kemi. Så snart han kom ud på ringvejen og så de første biler, slappede han af og fortsatte i et normalt tempo. I de tidlige morgentimer nåede han udkanten af byen, hvor gadebelysningen begyndte.

Han blev mere og mere nervøs, efterhånden som han nærmede sig sin ejendom. Det var en gedigen bygning fra 1880´erne, opført af en skibsreder, der havde tjent formuer i Sydamerika. Og til minde om bygherrens storhedstid hed ejendommen "Buenos Aires". Han så sig om til alle sider og klemte sig sidelæns ind mod husmuren. Han frygtede ansigterne i vinduerne. Familiefædrene, der var oppe for at skifte ble på babyerne, og pensionisterne, der skulle ud og lufte hunden, inden dagens avis dumpede ind af brevsprækken.
Det lykkedes ham at smutte uset ind i opgangen. Han stod et øjeblik og pustede ud i sikkerhed for de mistroiske blikke og hundeejernes forargede bemærkninger. Han var hadet af beboerne i ejendommen, fordi han forsømte sine viceværtforpligtelser og negligerede ukrudtet, der hærgede mellem buskene foran den statelige patricierejendom, og græsset, der voksede vildt i det lille haveanlæg i ejendommens nydelige baggård.

Det var ikke kun ukrudtet og græsset, der blev nævnt i klagebrevene til ejendomskontoret. Det var også navneskiltene, der ikke blev skiftet ud, når nogen flyttede. Og låsen i porten til gården, der ikke blev repareret, så hvem som helst kunne gå lige ind fra gaden og skaffe sig adgang til bagtrapperne og fortsætte ind i lejlighederne. Viceværtjobbet med dertil hørende kælderbolig hang i en tynd tråd. Men han håbede på, at han ved at gøre sig usynlig for de øvrige beboere og leve i al ubemærkethed kunne forlænge fristen, indtil han blev sat på gaden.

En dør smækkede efterfulgt af slæbende skridt og en arrig knurren. Han skyndte sig ned ad trappen og låste sig ind i kælderen. Han famlede sig frem i mørket. Kældergangen lugtede af støv fra fortidens kulfyr og rustne varmerør indsvøbt i groft jordslået sækkelærred. Han holdt vejret, indtil han var kommet ind i det store lavloftede kælderrum, hvor han gemte sig som et dyr i sin hule.