Den lange sommer

Af Kirsten Thorup

Jeg havde fået arbejde på pulpfabrikken som lå midt imellem de to stationsbyer - den hvor jeg boede og den hvor jeg havde gået i realskole. Vi havde haft eksamen i april, og det var altfor længe at gå helt til august og ingenting lave. Jeg skulle først og fremmest bruge penge til tøj. Betty kunne ikke forstå, hvad jeg skulle med alt det tøj. "Du kan jo alligevel ikke have mere end en kjole på ad gangen," sagde hun. Men hun var godt tilfreds med, at jeg fik lært hvad det ville sige at arbejde. Hun havde ellers altid indprentet mig, at jeg for enhver pris skulle undgå at komme på fabrik. I hendes bondepigeforestillinger - hendes familie havde været bønder helt tilbage fra før stavnsbåndets ophævelse - fremstod livet inden for fabriksmurene som et sandt helvede, et camoufleret slaveri, hvor man aldrig så dagens lys og fik alle mulige legemlige og sjælelige sygdomme på halsen.

Hun spærrede øjnene op som en stumfilmsstjerne og udmalede, hvordan en pige der flyttede fra landet til byen og blev fabriksarbejderske på forhånd næsten var dømt til at ende i rendestenen. Hvis hun mistede sit arbejde stod hun helt alene i den store, farlige by, henvist til "kvindens ældgamle erhverv". Så var der i hendes øjne langt mere beskyttelse og sikkerhed i at være ung pige i huset, som hun selv havde været. Selvom jeg fik bekræftet denne kulørte forestilling om storbyens fordærv, der truede unge uskyldige piger fra landet, da jeg læste i Billed-Bladet at "70% af hovedstadens ludere var vokset op på landet", så forekom hendes lange udredninger mig ikke bare irriterende, men også malplacerede, eftersom jeg efter al sandsynlighed bevægede mig væk fra fabrikkerne. Jeg lod hende snakke og vendte det døve øre til og følte, at hun ikke bare var min mor, men også min oldemor. At vi simpelthen ikke levede i samme tid. Hun var over fyrre, da hun fik mig og havde sine rødder i tiden før første verdenskrig.

Vi havde fjernet os så meget fra hinanden, at vores kontakt hovedsagelig bestod i praktiske meddelelser om tidspunkter og hvad jeg skulle købe hos købmanden. Hun forlangte ikke engang, at jeg hjalp med opvasken og forventede heller ikke, at jeg gjorde det af mig selv. Jeg kom og gik som en pensionær.

Fabrikken, der var så lille at den knap nok kunne kaldes en fabrik, blev ledet af Junior. Han havde overtaget den efter at faren var kommet i sparekassens bestyrelse og i løbet af forbavsende kort tid var avanceret til direktør. Han overlod så denne bagatel af en fabrik til sønnen for at kunne hellige sig langt mere betydningsfulde aktiviteter, idet den nyerhvervede magtposition gav ham stor indflydelse på egnens udvikling, som han forvaltede i skøn forening med storbønder, pengestærke forretningsfolk og "sognerødderne".

Junior var en slapsvans, der lignede Horst Buchholz og var alle pigers drømmehelt med sit mørke krøllede hår og brune fløjlsøjne. Og lange fine fingre med rene negle. Det var især det sidste der virkede betagende. Han var meget dum og var gået ud af skolen efter anden mellem, men det spillede jo ingen rolle med den far. Han var femogtyve og styrede fabrikken og os ti kvinder og piger, der havde været så heldige at få arbejde. Det var et udpræget kvinde- og sæsonarbejde. Pulpfabrikken leverede grøntsager og frugt til Fyens Konservesfabrik i Odense.

Det var aspargestid. Og vi skrællede asparges somom del gjaldt liv eller død. Vi fik 7 kr. pr. kasse. Og.jeg kunne holde 35-40 kr. om dagen. Det var ihvertfald bedre end at plukke jordbær til 2 kr. i timen, som jeg havde gjort året før.