Uddrag fra
Ingen genvej til paradis
Af Hanne Marie Svendsen
Refugiet 19/11
Det er blæst op. Blæsten løfter skodderne og slynger dem igen tilbage. Alting klaprer for blæsten. Den hyler i store stormsus og det føles som om mit værelse hænger på kanten af kloden og om lidt vil blive slynget ud i rummet.
Sorte biller vandrer i gåsegang under gasradiatoren. De vandrer og vandrer, gravitetisk og formålsløst, som rullende sorte oliven, mens blæsten hyler. En piben langt borte, så igen et brag. Nu samler det sig, nu tager det til.
Ude i gården gynger lygterne. Jeg kan høre lyden af noget, der falder og knuses i faldet.
I drømmen er det dyb nat, og jeg står uden for mit rum, i gården mellem de okkerfarvede mure. Her er meget stille; over mit hoved blinker fjerne stjerner. Jeg går længere ud i gården, mens jeg ser op på den dybsorte himmel med stjernernes gyldne prikker. Pludselig begynder himlen at ryste. Den slår revner. Stjernerne kommer nærmere, gynger frem mod mig i striber, som danner mønstre og tegn. Det er de stjernebilleder, jeg kender, men tættere på, lige over mit hoved. De vender sig mod hinanden og kæmper, løve mod skytte, jomfru mod skorpion, vandmand mod fisk. Nu spalter løven sig i to. To løver i rasende kamp, mens himlen krakelerer. Jeg ved, det er verdens undergang, og jeg er alene, borte fra de mennesker, jeg holder af. Jeg råber deres navne op mod himlen, alle navne, også hendes, der er død.
|
|
