Under solen

Af Hanne Marie Svendsen

Der var engang.
    Ud af kaos og angst kommer eventyret. Det er så smukt klædt på, træder frem fra livets skyggespil, dets virvar og tumulter, men bærer kun det med sig, som passer ind i mønsteret: Der var engang. Og de levede lykkeligt til deres dages ende.
    Der var engang tre små mænd, der boede i et hus inde i skoven.
    Det er dem, Margrethe Thiede vil gå ind til. Hun ligger i sin seng og drømmer, at hun er død, og hun står på bakken i blæsten og ser ud over sit liv. Hun er både en gammel kone med sløret syn, skønt hun af og til ser langt, og en lille pige, der tror på eventyr og besøger de tre små mænd, som boede i et hus inde i skoven.
    De er der langt nede i fortiden. De var der i virkeligheden, eller i det, vi kalder virkeligheden. Men de boede ikke i et hus, derimod i en sorttjæret hytte. Og den lå ikke i skoven, men i udkanten af plantagen sydvest for fyret.
    Der havde de boet så længe nogen kunne mindes. I byen kaldte man dem for Sem, Kam og Jafet efter Noas tre sønner, der strandede på et bjerg og blev de første mennesker på den nye jord. Andre navne havde de heller ikke for sig selv, men Jafet var blevet til Jaffe, fordi det lå nemmere på tungen. I øvrigt lignede de hinanden som tre dråber vand, hvis man ikke så nøjere til, små og senede, mørke i huden og med spillende gulbrune øjne under stridt gråsprængt hår. De ernærede sig ved at fiske fra stranden og gå ud og reparere for dem, der havde råd til at få repareret for sig. Folk mente, at de havde et godt håndelag, men klagede over, at man ikke altid kunne forstå, hvad de sagde. De var anderledes og hørte ikke til i byen, skønt de heller ikke hørte til andre steder. De gik for sig selv og havde ikke meget samkvem med nogen.
    - Og at de kan leve i det rod, sagde Margrethe Thiedes mor. Hun var ikke selv noget ordensmenneske. Hun var en gulerodsfe, der svippede frem og tilbage mellem sit hus og den afskærmede køkkenhave, hvor hun hentede salat og persille og trak spiselige rødder op af jorden. Hun herskede over suppe- og syltegryder, satte buketter i vand, kom med vindblæst vasketøj fra indhegningen bag fyret og regerede virkeligheden, som om hun altid vidste, hvad hun gjorde, og alle hendes gøremål havde en skjult betydning. Men om aftenen, når Margrethe Thiedes tavse far kom ind fra sit arbejde, og hun havde sørget for manden og skulle hvile i sin stol, blev hendes hænder, der ellers tog så kyndigt om tingene, pludselig usikre og flagrende. Det var, som om hun alligevel ikke troede på den virkelighed, hun underlagde sig om dagen.
    Senere gik hun op på kammeret og fortalte eventyr for Margrethe og lillebror Harald med de gyldne krøller. Hun kendte alle eventyr i verden og omtalte Snehvid og Rosenrød, Prinsessen i glasbjerget, Askepot, Snehvide og Tornerose som nære venner og slægtninge. Alle vegne lurede farlige væsener, hekse, trolde, elverfolk, onde feer, lindorme og drager med tre hoveder. Men disse piger, der virkede noget vege og ubeslutsomme og fandt sig i ting, som de aldrig burde have stillet sig tilfredse med, blev altid reddet, ikke ved egen hjælp, men fordi kongesønnen eller den fattige dreng drog til verdens ende og længere endnu, huggede om sig med tryllesværd, vækkede de sovende, sagde det ord, der fik trolden til at springe i tusinde stykker. Og der kom altid en prins forbi og spurgte den fattige pige, om hun ikke ville med op på slottet og være hans kære dronning.