Guldkuglen

Af Hanne Marie Svendsen

En aften kort før kaptajnens planlagte afrejse, rejste han sig i sengen, kaldte Elle hen til sig og åbnede kisten. Den var fuld af papirer beskrevet med ord og tegn, som hun ikke kunne læse. I det ene hjørne lå en pose af violet fløjl, og fra den tog han et smykke, en gylden kugle, der hang i en sort snor af silkeagtigt læder. I skæret fra tællelyset lod han kuglen gynge foran hendes øjne, og med eet kunne hun se hele verden i alle dens hjørner og dimensioner. Hun så Niels Martinus i færd med at klatre op ad et bjerg, hvorfra der steg en sort røgsky. Hun så sin egen mor ligge så stille i sin kiste, og hun så sin oldemor Maren, hvis hvide skelet vendte sig uroligt i jorden langt inde på fastlandet. Hun så øen, som den engang havde været, grøn og frodig, bevokset med egeskov og det store asketræ midt i lysningen. Og hun så den igen bebygget med grå huse, hvis konturer skimtedes bag et slør af røg. Men asketræet stod der endnu, midt på øen.
    Hun forstod, at denne kugle rummede tiden, og at kaptajnen ønskede at fortælle hende om den. Hun satte sig ned på sengekanten og tog hans hænder i sine. Og mens de sad sådan med kuglen gyngende imellem sig, forstod hun også hans sprog og alt, hvad han sagde til hende.