Uddrag fra
Sankt Markus Nat
Af Helle Stangerup
En ildsprudende drage steg i zig-zag op mod nattehimlen, og der lød en gysen fra gæsterne, da det mægtige hoved med to sorte øjne bredte sig ud oppe mellem bygningerne. Små gloende dæmoner hoppede rundt over gavlene, piruetsværmere snurrede rundt om sig selv over brostenene, og flammeroser foldede sig ud som høstens blomster. Mette stod midt i mørket med gnistregnen over sig og omkringløbende stave hoppende fra sten til sten, og hun rakte sin hånd ud.
Men hendes hånd blev hængende lige midt i luften. Hun havde helt glemt det. Steen forberedte sig på rejsen mod Torgau, hvor han skulle lede fem heste langt nede i rækken af et mægtigt følge bag en prinsesse og fire tomme forgyldte vogne.
Gad vidst om prinsessen er smuk, tænkte Mette til knaldene fra illuminationslys. Men hun glemte det straks igen, for pludselig gik noget galt.
En komet fløj vandret over stenene. Herrer sprang i vejret som kæmpefrøer. I et lysglimt blev taget skudt af et bistade, og en gloende dæmon ramte kastanien. Den hvislede op ad stammen og hvirvlede rundt mellem grenene.
Her ville Steen også have leet og lagt sin arm om hende, hvis han altså ikke var på vej til Torgau, og måske ville han have givet endnu et venligt kys. Ingen ville kunne se dem i mørket.
En stemme lød bag hende:
- Bragene synes at følge vores vej, jomfru Mette.
Mette vendte langsomt omkring. Hun så lysglimt. Og lysglimtene flaksede hen over Peder Oxes ansigt. Hans øjne var klare, og de smilede, og smilet nåede langt ind i hende.
Mette glemte pludselig alle lydene og fik lyst til at tale. Bare sige noget. Det var, som om hans øjne forlangte det. Ordene ligesom sprang ud af hende:
- Det passer vist ikke, at mine forfædre svømmede bag Noahs ark. Kun Noahs familie overlevede og steg ud på Araratbjerget - Jeg tror alligevel, det er rigtigt, sagde Peder Oxe og så meget alvorlig ud. Han stod helt stille, mens lyset faldt ned over ham som regn:
- Jeg har tænkt længe over det. Jeg tror faktisk, Rosenkrantzerne svømmede og flød så langt mod nord i fyrreogtyve dage og nætter, at de gik i land ved Køge Strand.
Ét øjeblik blev Mette forvirret:
- Jamen der står i Biblen, at alle andre døde?
- De, der skrev Biblen, kendte nok ikke Køge Strand. Og hvad der skete der.
Nu blev det sjovt. Ligesom det var sjovt, da hun spiste i Peder Oxes kolde hus. Og at sige ord blev pludselig som at plante noget. Karen plantede sine urter og blomster, og Peder Oxe plantede mærkelige ideer. Mette kunne slet ikke lade være med at spørge:
- Hvor kom så Oxerne fra? Hvor gik de i land?
Peder Oxe så ud som om, han havde tænkt meget længe over det problem:
- Jeg tror, de kom til senere.
- Af sig selv?
- Graver man et stort hul i jorden og fylder det med vand, gror der efterhånden en bræmme af siv og dunhammer og gule sværdliljer op. Så har man en sø.
Han tøvede et øjeblik:
- Men efter nogle år er der også fisk i søen. Også ganske af sig selv.
Oxerne kom da ikke af et vandhul? spurgte Mette.
Måske. Bragt dertil af fuglefødder som ganske småt Oxeyngel.
Mette var målløs, hun kunne slet ikke sige noget.
- Der kravlede de så op, sagde Peder Oxe næsten vemodigt, for at beundre Rosenkrantzerne, der altså kom først, fordi de svømmede i samfulde fyrretyve dage og nætter for at nå frem og sætte bo lige her.
I samme øjeblik blev der mørkt. Mette havde ikke opfattet bragene og eksplosionerne bag sig. Der var kun lyset på Peder Oxes ansigt og i hans øjne. Og hun havde følt at være smuk i spejlet af hans blik.
- Og nok allermest ...
Hun kunne høre hans vejrtrækning:
- ... allermest for at forundres over en allerkæreste jomfru.
|
|
