Uddrag fra
Christine
Af Helle Stangerup
I begyndelsen af 1547 døde to af Europas mægtige mænd. Kong Henry nåede seks ægteskaber. Efter Anna af Kleve tog han sig endnu en engelsk dame, for kort efter også at sende hende til skafottet, og rygterne ville, at endog den sjette kone havde været tæt på at miste livet.
Hans privatliv var forrykt. Manden var nu væk, men hans skygge var der stadig, og med hans død begyndte den at vokse i horisonten bag det ofte så oprørte hav.
Ifølge rapporterne var den lille barnekonges helbred dårligt, og bortset fra ham var der kun døtrene, den triste gammeljomfru Mary og bastarden Elizabeth, et rødhåret pigebarn, som ingen regnede for noget som helst. Men hun, Christine, kunne have født den sunde søn, den sunde arving. Hun var en konges datter, kejserens niece, og ingen havde vovet at sende hende til noget skafot eller blot tænkt på at forskyde hende.
To måneder senere kom nyheden om kongen af Frankrigs død, Christines damer græd, de citerede igen hans digte for hinanden, mens tårer løb ud af øjnene. Christines opmærksomhed var mere rettet mod, at den triste Catarina af Medici nu kunne saette dronningekronen på sit hoved. Hun havde endelig født børn, men var bare en florentinsk kræmmerdatter, og dog så højt på strå.
Endnu en dronning var samtaleemne på den tid. Efter det tabte slag ved Solway Moss var kongen af Skotland død, og tronen gik til hans spæde datter Marie. Den lille dronning var nu fire år gammel og rygtet om en trolovelse med den treårige franske tronarving bekymrede Christine, da det en dag ville bringe endnu mere magt til den begærlige Guisefamilie.
|
|
