Uddrag fra
Christine
Af Helle Stangerup
De lagde barnet i Christines arme. Et lille væsen rødt i huden med arme, ben, hænder, fødder, ti små fingre som lukkede sig om hendes finger. Han skreg, og hun løftede ham op mod sin kind og mærkede ham mod sin hud. Det var et ubegribeligt mirakel.
Der var stemmer rundt om hende "Hendes Nåde er en stærk kvinde ... en let fødsel", der var stormens hylen og fakler og flammer fra brændet, og hans lille krop mod hendes, hans lille hoved, der lå på hendes nøgne skulder, hans varme mod hendes. Hun holdt om ham med begge hænder, høje skrig blev til små klynk, og som han sov, tænkte hun på, hvor frygtelig ondt, det måtte gøre, at blive født. Hun svor en hellig ed, at intet menneskeligt nogen sinde skulle tage ham fra hende.
Der var igen stemmer, hun åbnede øjnene, Franz stod der, han modtog vidnernes forsikring om, at barnet var født af hendes skød. Hun havde været gift med ham i nitten måneder, kulden havde langsomt fortaget sig. Det var ikke blevet til kærlighed, men til noget mindre. Hvad var det? Ømhed? Ja, og en glæde ved at se ham komme sig i møde, ved at høre hans skridt, ved at tale med ham om arkitektur, og om kunst. Christine havde lært et vemodigt, søgende menneske at kende.
Da Franz holdt om barnet, så hun glædestårer løbe ned ad hans kinder, og hun elskede ham. Det kom i et glimt, og hun ønskede, at hun endelig kunne tvinge sine følelser væk fra det tabte, at øjeblikket måtte blive varigt.
Der lød en rungen. Kanonerne saluterede fra fæstningsværkerne ude i snestormen, mens jordemoderen gned hendes bryster med knuste vintergækkeløg for at tage spændingerne og løsne mælken. Hun havde født hertugdømmet en arving. Men det var barnet, hendes lille dreng, der sov i hendes arme.
Alle smerter var glemt, og de havde givet hende kærligheden, anderledes, mere uselvisk og måske endnu stærkere end den kærlighed, der engang gav smerten.
|
|
