Kulturlandsbyen

Af Jens Smærup Sørensen

Langt væk. Omsider. Måske havde jeg så regnet med straks på perronen at finde mig selv, også endelig forvandlet, eller da bare den gamle, ret stabile, ja, den til det karakterløse sindsligevægtige jeg givetvis gik omkring og var. For ikke så længe siden. Nu bliver jeg altså åbenbart ved og ved med at blive en anden end i går, en tredje end i forgårs, et fuldstændig ufrivilligt eksperiment på grænsen, i al fald, til det perverse: i dag kunne jeg endda synes rigtig godt om snyd, om selv at blive snydt!

Kostede mig ganske vist ikke mere end at det lige præcis kunne mærkes. På pungen, og så jo lidt i maven og deromkring, hvor snyd nu efterlader huller. Under alle omstændigheder kunne jeg lide det. Jeg satte pris på det, pludselig her i dag, og gør det stadig, og må i det hele taget sige, for det er sådan jeg har det: skønt alt er gået galt, så er min ankomst til Paris forløbet perfekt!

Først blev jeg også bare bondefanget. Taget ved næsen af en taxachauffør. Og ikke engang det kan jeg være absolut sikker på. Og selvom jeg faktisk skulle være blevet så læsterlig snydt som jeg tror, så kunne du uden tvivl synes at det ville være for banalt at skrive om. Hvis du da ellers var i stand til at synes noget som helst. Hvis du for eksempel kunne mene at alle taxachauffører altid prøver at snyde enhver som ikke virker udpræget stedkendt. Men det vil jeg bare overhovedet ikke selv mene, ikke lige nu. Jeg vil mene at taxachauffører i det store og hele er bundhæderlige mennesker. Og som følge deraf må det være værd at nævne at én af dem alligevel snød mig i dag. Ja, mere end tror jeg.