Det menneskelige princip

Af Jens Smærup Sørensen

Uddrag fra novellen "Fortryllelse"

Mine daglige rutiner gav jeg ellers ikke lov til at forstyrre mig når jeg var hjemme. De skulle kun være til for mig fra det øjeblik jeg om morgenen bakkede ud af garagen til jeg sidst på eftermiddagen rullede ind i den igen. Køreturene var af en passende længde til at rumme mine omstillingsprocesser. Jeg kørte altid langsomt op mod passet, dvælede i afskeden mens jeg rundede det sidste sving, hvorfra jeg endnu kunne skimte mit hus. Så skyndte jeg mig nedover og ind på motorvejen. jeg trykkede speederen i bund på motorvejen. Der gik ikke en dag uden at jeg var nær ved at miste kontrollen over vognen. Men livsfaren blev en vane. Den betød ikke noget. Det var noget andet, et forsøg på med min fart at drøne ind i hverdagen, så jeg var der, jeg tænkte på at overstige lysets hastighed og nå ud i en anden dimension. Jeg gennembrød denne ring af næsten religiøs bevidsthed, jeg selv havde lagt ud omkring mig, på samme måde som jeg om eftermiddagen bragede ud af den fortryllelse de andre kaldte virkeligheden. Og fra passet nærmede jeg mig ganske langsomt mig selv.

Opholdet i byen var jo penge. Selvfølgelig kunne der også blive tale om en smule seksualliv, i form af klinikbesøg i forlængede frokostpauser. Men først og fremmest skulle jeg have mine penge. Jeg arbejdede i et større firmas eksportafdeling. På trods af disse udenlandske gæster og de mange telefonsamtaler var det i reglen overskueligt nok for mig. Jeg kunne faktisk hele tiden være på mit kontor og det eneste menneske, som normalt kunne trænge sig helt uanmeldt på, var Greta. Hun var min sekretær dengang. Absolut ikke andet. Jeg skænkede hende overhovedet ikke en tanke som andet end en funktion. Jeg forsøgte i det hele taget at tænke så lidt på mit arbejde som det var praktisk muligt. Det var mit offer, vidste jeg. Til gengæld fik jeg muligheden for at være til på en tydeligere måde resten af tiden. Ikke hele min tilværelse forsvandt som andre menneskers mellem fingrene på mig. Jeg havde mit eget liv mellem bjergene og var dér en del af deres mægtige rytme.

Jeg stod og strakte mig og gabte, da jeg igen opdagede hende foran mig. Hun var færdig med at telefonere og ville til at sige noget. Tænk ikke på det, afbrød jeg med det samme. Jeg ville bare i seng hurtigst muligt. Men der var noget andet, hun flyttede sig ikke. Har du en lygte jeg kan låne, spurgte hun. Så fortsatte hun med historien, og jeg kunne ikke gøre andet end at tilbyde hende at følge med ned ad vejen. Jeg holdt lygten og undrede mig, efterhånden som ulykkens omfang gik helt op for mig, blev mere og mere sær til mode over hendes beherskede tonefald. Man kunne ikke sige, at hendes stemme der i mørket var uden alvor, men den lød som om begivenheden allerede lå år tilbage. Ligeså mirakuløst som hun var sluppet uden den mindste fysiske skramme, næsten ligeså djævelsk usårlig virkede hun i sit indre.

Hun hed altså Ella. Jeg havde ikke kunnet lade være med at spørge direkte, og alligevel passende adspredt, mens jeg snørede mine sko, og hun benyttede også mit nedadbøjede hoved til at lade som om hun ikke hørte spørgsmålet. Jeg så op på hende, og hun smilede, længe. Så jeg måtte stå der og vente med at åbne døren til det smil var færdigt, for det var sådan at jeg ikke bare kunne smile igen og hurtigt se en anden vej, det lignede alt for meget en latter, men også en fortrolighed, jeg måtte finde ud af det og vælge en rimelig reaktion for ikke at føle mig til grin, og jeg troede jeg var ved at få has på det og ville til at smile igen på en indforstået måde, da hun pludselig brød spillet. Jeg hedder Ella, sagde hun. Det lød på en eller anden måde som endnu et spørgsmål. Men jeg sørgede kun for at få døren ordentligt lukket efter os.